Myten om, at de kongelige skaber kolossal reklame for Danmark i udlandet, har
lidt et alvorligt knæk med kronprins Frederik og kronprinsesse Marys ankomst
til New York, hvor de er på et fem dage langt officielt besøg.
Ikke et eneste medie har ment, at de var kendte nok til at omtale besøget for læserne.
En søgning på News Google gav ingen resultater og heller ikke millionbyens to største aviser, New York Times og New York Post, har beskrevet det kongelige besøg med et eneste ord. Hverken på papir eller nettet.
Taget hvem med storm?
Ifølge
billedbladet.dk har Mary ellers indtaget The Big Apple med storm:
'Mary tog i det hele taget alle med storm på førstedagen i New York, hvor det i øvrigt var særdeles blæsende,' skriver ugebladet.
Eneste omtale var dog en lille note, som nyhedsbureauet Reuters sendte ud sammen med et billede af Mary.
Søgningen på News Google afslører i øvrigt, at det kun er australske medier, der interesserer sig for det danske kongehus, mens resten af den engelsksprogede verden aldrig omtaler medlemmerne af det danske kongehus.
