Tag lige dele letpåklædte damer, frække, danske viser og store mængder øl
fra fad - og du har opskriften på den perfekte kulturelle aften i byen for
prins Henrik.
Tirsdag aften besøgte han - igen-igen - Bakkens Hvile, denne gang i
anledning af et Røde Kors arrangement.
Og prinsen var i højt
humør, da han med bordeauxrød charmeklud i halsen ankom til løjerlighederne,
hvor han blev modtaget med kindkys og roser af bakkepigerne Lise-Lotte
Lohman og Dot Wessman, der i den rette glædespige-ånd havde spændt brysterne
godt op under hagen.
Det var da vist heller ikke kun det gode formål, der havde lokket prinsen på Dyrehavsbakken.
'Det er morsomt'
- Hvad er det, De så godt kan lide ved
Bakken?
- Det er jo velgørenhedsarrangementet her i aften...
Dansk Røde Kors, siger prinsen, mens han søger øjenkontakt med
generalsekretæren i Røde Kors, Jørgen Poulsen.
-
Men De kommer generelt meget på både Bakken og i Tivoli - hvad er det, De så
godt kan lide ved det?
- Det er jo fordi, det er morsomt... og
det er folkeligt. Og så på sådan en dejlig sommeraften, siger prinsen, inden
han storsmilende skynder sig ind og tager plads lige foran scenen. Et
taktisk klogt sted, viser det sig senere.
Moulin Rouge
Bakkepigerne
havde ingen ekstra nerver, selv om de skulle optræde for den kongelige
højhed.
- Han har jo efterhånden været her så mange gange, at
det nærmest er blevet almindeligt for os, konstaterer Dot Wessman.
-
Om vi har nogle gode historier om ham? Ikke rigtig... Ikke nogen vi vil
fortælle, i hvert fald! griner bakkepigen med de lange, brune slangekrøller.
Men
hun havde til gengæld sit eget bud på, hvorfor prinsen er så vild med
Bakkens Hvile.
- Jeg tror, det er den franske atmosfære, som
tiltrækker ham. Der er jo lidt Moulin Rouge over det.
Frækt
er det i hvert fald, så selv Moulin Rouge ville få røde kinder.
-
Kan du ikke får den højere op, Marinus? Så jeg mærker, at den stråler på min
krop, synger Lise-Lotte Lohmann med blikket og hænderne rettet direkte mod
prinsen, der undlader at svare, men til gengæld er den første til at
kvittere med pengesedler i både kavalergang og strømpebånd på de sprudlende
bakkepiger.
