Kong Henrik overrasker: Giver interview til egyptisk talkshow

Den berejste kong Henrik har netop holdt vinterferie i Egypten og roste i den forbindelse det egyptiske folk for deres varme og kultur

Kong Henrik var sidste år på cykeltur gennem Alexandrias gader med vennen Enan Galaly. Foto: Helnan Hotels
Kong Henrik var sidste år på cykeltur gennem Alexandrias gader med vennen Enan Galaly. Foto: Helnan Hotels

Langt fra det danske vintervejr nød kong Henrik i sidste uge varmen i det populære egyptiske turistmål Sharm el-Sheikh.

Her gav en solbrun og veloplagt kong Henrik et interview til talkshowet, hvor han roste Egypten og ikke mindst dets folk.

Se også: Margrethe om Henrik: Min mand er ved at være gammel

Højhed Henrik, velkommen til Egypten, lød det fra en festklædt, kvindelig interviewer i indslaget, der kan ses på programmets Facebook-side.

- Mange tak, jeg er altid glad for at være i Egypten, lød det fra den kongelige pensionist.

Hvor har De været henne i Egypten?

- Jeg har været mange steder. Cairo, Alexandria, Aswan, Luxor selvfølgelig og nu Sharm el-Sheihk. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange jeg har været i Egypten – omkring 30 gange, fortalte Henrik i interviewet og tilføjede, at han synes, at egypterne er et meget hjertevarmt folk.

Hvilken besked kan De sende til det egyptiske folk?

- I har vist, at I er for fred, og at I er for kultur. Så jeg siger: Bliv ved med at holde fokus på de to principper.

Se også: Henrik-nyhed går verden rundt

Kong Henrik har meget ofte besøgt Egypten i vinterhalvåret sammen med sin ven den dansk-egyptiske Enan Galaly, der ejer en række hoteller i Danmark og i Egypten og Marokko.

- Han kommer tit ned og besøger mig, og vi har rejst i store del af verden. Det er altid dejligt at se ham, fortalte Enan Galaly til Ekstra Bladet sidste år.

Også sammen med dronning Margrethe har Henrik besøgt landet. Her ses parret sammen i 1986.

Foto: Klaus Gottfredsen
Foto: Klaus Gottfredsen
 

Se også: Kong Henrik anklages for upassende omgang med næsehorn-skulptur

Udenrigsministeriet fraråder rejser til Egypten på grund af fare for terrorangreb, men det gælder ikke de store turistbyer, som kong Henrik omtaler i interviewet.

Helt generelt opfordres turister dog til at vise forsigtighed ved offentlige bygninger og til at registrere sig på den såkaldte 'Egypterliste' over rejsende i landet.

Se hele interviewet med prins Henrik HER.

Poul Madsen: Derfor kalder Ekstra Bladet Henrik for 'konge'

Officielt har Henrik titel af prins.

Men på Ekstra Bladet mener vi, at det er synd og skam, at manden ikke får den anerkendelse, som han fortjener.

Derfor har vi siden 8. marts 2015 kaldt ham for kong Henrik.

Herunder kan du læseren lederen fra netop den dag - hvor det også var kvindernes internationale kampdag - hvor Poul Madsen forklarer, hvorfor Ekstra Bladet kæmper for at Henrik får titel af konge.

"I DAG ER DET Kvindernes Internationale Kampdag. Der er stadig meget at slås for, men heldigvis har vi tradition for at tale om de problemer, der er – med en undtagelse.

DET ER STADIG forbundet med latterliggørelse og spot, når dronningens mand, prins Henrik, kræver ligestilling og gerne vil kaldes konge. Bevares, han skal naturligvis ikke tage sagen i egen hånd, sådan som han har gjort et par gange under udlandsbesøg og selv opjusteret sin titel til konge. Men faktum er, at vi har en dronning, og hendes livsledsager er andenrangs.

NÅR JEG BRINGER sagen frem, er det ikke, fordi vi her på Ekstra Bladet pludselig er blevet royale. Vi synes stadig, at det er en skamplet på et moderne demokrati, at man accepterer en institution, der er baseret på privilegier og et regelsæt, der stammer helt tilbage fra enevældens tid.

MEN BLANDT fortidslevnene kunne man da i det mindste adoptere nutidens normer om ligestilling mellem kønnene. Hvorfor ikke gøre Henrik til konge? Mary bliver jo dronning. Er det kun kvinderne, der skal have ligestilling i den royale rangorden?

VI ER DEN LILLE mands avis, og i kongehuset er det Henrik, der er den lille – ikke sådan af statur, for der er unægtelig blevet tilføjet en hel del sul på den slanke, elegante franske diplomat, siden han blev gift med Margrethe i 1967 og blev prins af Danmark.

MEN ALLE VED, at titler betyder noget. Vi har derfor besluttet os for at bruge Kvindernes Internationale Kampdag til at kræve ligestilling for Henrik. Vi har taget spørgsmålet helt alvorligt, og derfor kan du i dagens EKSTRA læse, hvad eksperter, politikere og kendte danskere mener om den manglende ligestilling.

OG DET ER ikke kun af formelle grunde, vi synes, at Henrik har fortjent at kunne kalde sig konge. Han er ubetinget den mest folkelige og elskelige i det royale cirkus.

HVEM HUSKER IKKE, da han pludselig dukkede op på Christiania og drak en bajer med beboerne. Prins Henrik er gået fra et være en klovn til at blive en darling. Populær og folkelig.

NU ER HAN en gammel mand, og hvad går der af os ved at give ham en titel, han tilsyneladende ikke kan leve uden?

HAN HAR STÅET ved Margrethes side i næsten 48 år, smilende og smågryntende, uden den ligestilling, som vi kræver i alle andre sammenhænge.

VI HAR DERFOR besluttet her på Ekstra Bladet igen at gå forrest. Så fremover kalder vi Henrik: kong Henrik."

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen