Nu igen! Kongehuset kræver rettelse fra ugeblad

Tæt På beklager at have bragt usande, krænkende påstande om kronprinsesse Mary

Mary er ifølge Kongehuset blevet krænket af en artikel i ugebladet Tæt På. Foto: Jens Dresling
Mary er ifølge Kongehuset blevet krænket af en artikel i ugebladet Tæt På. Foto: Jens Dresling

- Mary droppede svigerinden. Ydmyger Marie.

Sådan stod der på forsiden af det nummer af ugebladet Tæt På, der udkom 7. februar.

I artiklen kunne man læse, hvordan ’Mary gav den kolde skulder til Alexandra og Marie’, efter grevinden havde taget initiativ til at de alle tre skulle mødes på restaurant Umami i København.

Se også: UPS! Ugeblad beklager historie om Maries bryster

For Kronprinsessen takkede – ifølge ugebladets unavngivne kilder – nej til at mødes med sin svigerinde og Alexandra, men mødte i stedet op på restauranten omgivet af sine egne veninder.

- Gæster i restauranten fortæller, hvordan Mary valgte helt at ignorere Marie og Alexandras selskab (…). Dermed understregede kronprinsessen på dramatisk vis over for de mange gæster på den eksklusive restaurant, at hun bestemt ikke plejer privat omgang med hverken sin svigerinde eller svogerens ekskone, skrev ansvarshavende direktør på Tæt På, Erling Tind Larsen, i artiklen.

Men det var helt forkert.

- Det påstås i artiklen, at kronprinsessen – efter at have afslået en invitation fra grevinde Alexandra til en middag på restaurant Umami med prinsesse Marie – havde besøgt restaurant Umami samme aften som grevinde Alexandra og prinsesse Marie. Det påstås endvidere i artiklen, at kronprinsessen under besøget på restauranten havde ignoreret prinsesse Marie og grevinde Alexandra, der var gæster i et andet selskab, lyder rettelsen i Tæt På.

Her ses Marie og Mary til modeshow i 2013. Foto: All Over
Her ses Marie og Mary til modeshow i 2013. Foto: All Over
 

- Disse oplysninger er usande. Kronprinsessen var ikke på restaurant Umami den aften, hvor prinsesse Marie og grevinde Alexandra var gæster på restauranten. Tæt På beklager at have bragt usande, krænkende påstande om kronprinsesse Mary, afsluttes berigtigelsen.

Se også: Kongehuset svarer igen på ugeblads-beskyldning om utroskab

Erling Tind Larsen har følgende kommentar til miseren.

- Det er rigtigt, at vi har fået placeret Mary på samme restaurant som Marie og Alexandra en aften i december, hvor hun ikke var til stede. Derfor er vi blevet enige med Kongehusets kommunikationsafdeling om at rette det, skriver han i en mail til Ekstra Bladet.

Han tilføjer, at han ikke har yderligere kommentarer.

Kongehuset er ligeledes fåmælte omkring sagen.

- Jeg kan bekræfte, at vi har rettet henvendelse til Tæt På, og jeg kan bekræfte, at der er indgået et tilfredsstillende forlig, oplyser Hoffets kommunikationschef Lene Balleby.

Se også: Ugeblad efter svar fra kongehuset: Er vi gået for langt?

Det er ikke først gang, at Erling Tind Larsen har gjort sig upopulær hos Kongehuset. Tidligere var han chefredaktør på ugebladet Her & Nu, der to gange har måttet rette en kulørt kongehus-historie.

Første gang var i oktober 2015, hvor ugebladet hævdede, at 41-årige Marie havde fået lavet nye bryster. Anden gang var i maj sidste år, hvor Her & Nu påstod, at kronprins Frederik besøger prostituerede.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen