Macbeth er ond magi og overtro

3

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Endnu inden Gasværket på Østerbro i København har fået en ny direktør til erstatning for Jon Stephensen, der forgreb sig på klejnekassen, har det smukke teater premiere Shakespeares kanonklassiker, 'Macbeth'.

Tæppet går på lørdag, og der er lagt op til succes, for stykket har forsolgt som det sjældent sker med klassikere.

Men det er et grumt stykke. En rædsel. En mastodont, som Sofie Gråbøl siger. Hun har rollen som Lady Macbeth, og Macbeth selv – i skikkelse af Nicolas Bro medgiver, at der findes få dramaer, der er omgivet af så mange myter og så meget overtro, som netop 'Macbeth'.

– Det er f.eks. helt forbudt, at nævne stykkets titel 'Macbeth' fra scenen. Ifølge overtroen betyder det dyb, sort ulykke. Det er en gammel engelsk myte, så vidt jeg ved, forklarer Nicolas.

Har kun ritualer
Han tilføjer, at han gudskelov ikke er overtroisk, og hverken render rundt med amuletter om halsen eller harefødder i lommen.

– Til gengæld har jeg en masse ritualer forud for en forestilling, og dem følger jeg nøje, men de har intet med overtro at gøre. De handler alene om at gøre mig tilpas og om at holde fokus, forklarer han.

Nicolas indrømmer, at han slavisk gentager sine ritualer og, at han bliver rimeligt utilpas, hvis noget eller nogen tvinger ham til at fravige dem.

– Alt efter hvilket forestilling jeg skal spille kl. 20, vil jeg møde kl. 17 eller 17.30 hver aften. Hvis jeg inden for den første uge lægger mig fast på 17.15, vil jeg møde sådan resten af spilletiden.

Når han har løbet sin tekst igennem, tager han et bad, der afsluttes med et koldt styrtebad.

– Det er meget vigtigt for mig, at disse ting gennemføres i den rigtige rækkefølge, ellers bliver jeg altså irriteret, fastslår han.

Kæmper imod overtro
Sofie kender problematikken.

– Jeg er faktisk overtroisk, men jeg tager mig selv i det, for jeg synes, at det er tåbeligt. Men det har været meget værre, inden jeg begyndte at kæmpe imod det for at få det standset i opløbet, griner hun og ryster på hovedet.

Foran Gasværket står en pille, og i Sofies hoved var det blevet til, at den burde hun gå venstre om hver gang – både når hun kom og gik hjem.

– Så kom jeg til at kigge på mig selv om fik det stoppet i løbet af nogle dage. Det var simpelthen for tåbeligt. Men den slags er vel bare et spørgsmål om angst, tilføjer hun.

Førhen, da overtroen havde overtaget var hun styret af, at gøre bestemte ting på bestemte tidspunkter.

– Alt skulle gøres på sammen måde. Det blev generende, for jeg tillod INTET at komme i vejen, smiler hun.