Indlæser...

Borgerskabets sex-messe

Knald på kunsten: Bondage, SM, samlejer, syrede pornofilm og dværgsex. ARoS i Århus udstiller for kulturens husarer

13:36, 02. apr 2010 | Marie Lade

Annonce

  • Oversæt / Translate
Kurator Pernille Taagaard Dinesen springer velvilligt op i en af SM-gyngerne og byder velkommen til 'I Love You' på ARos sammen med direktør Jens Erik Sørensen. (Foto: Ole Frederiksen) Se stort billede | Del
Yue Minjun ?Rolling on the Grass?. (PR-foto) Se stort billede | Del
Rebecca Horn ?Liebesflucht, Muschelschlaf?. (PR-foto) Se stort billede | Del
Araki fra serien ?Bondage?. (PR-foto) Se stort billede | Del
Nan Goldin ?Joana and Aurele making out?. (PR-foto) Se stort billede | Del
?Jeff on Top Pulling Out?. (PR-foto) Se stort billede | Del

Annonce

Annonce

Kunstneren Jeff Koons knalder sin kæreste på et kæmpe lærred. SM-gynger og kæder hænger klar i foyeren, og på et podie ligger Snehvide med spredte ben og venter på at blive indtaget af syv liderlige dværge.

’I Love You’ hedder den nye udstilling på kunstmuseet ARoS i Århus. En såkaldt sanselig udstilling, der ventes at kunne trække usædvanlig mange voksne gæster. Og dermed råde lidt bod på museets ellers skæmmende økonomiske underskud.

Museets kultur-krejlere har lånt og skaffet værker af 39 kunstnere, hvis værker nu er hængt op bag 2800 meter stofgardiner nede i museets kælder. Trods den sødladne titel handler langt de fleste værker ikke om kærlighed, men rå sex.

– Ideen er at prøve at finde ud af det der med kærligheden. Prøve at finde de kunstnere, der har arbejdet med det på verdensniveau, siger museets direktør, Jens Erik Sørensen.

– Er det et forsøg på at lave en sexmesse for borgerskabet?

– Ja, det er jo præcist det, det er, siger kunstdirektøren og viser begejstret rundt i den lumre kælder.

– Altså, må jeg liiiige have lov at supplere, siger udstillingens arrangør, Pernille Taagaard Dinesen:

– Erotikken er en væsentlig drivkraft. En sans gennem hele udstillingen. Men man finder også det, der er en konsekvens af erotikken. Ligegyldigheden, hadet og frustrationerne – og dem finder du ikke på erotikmessen i Herning. Her går vi bag om kærligheds-begrebet. River tæpperne til side for kærligheden, som man tror, den er. Vi vil gerne vise alle aspekter af kærligheden. Afdække noget der ...

– Nå for pokker, jeg synes nu ellers, det lød helt rigtigt, siger direktøren og afbryder begejstret sig selv:

– Se nu bare her! Det er flot, når kunstneren bruger sig selv som medie – i stedet for at bruge modeller. Den hedder ’Jeff on Top Pulling Out’ – in and out, siger han og stiller sig foran den amerikanske pop-kunstner Koons, der dyrker sex med sin italienske kendiskæreste, Cicciolina, på en kæmpe fotostat på museets endevæg.

– Der skal ikke være tvivl om, hvad det handler om.

– Det synes jeg bestemt heller ikke, der er. Men hvorfor kalder man det egentlig kunst og ikke porno?

– Det er, fordi han er kunstner. Det er et kæmpe projekt for Jeff Koons, der har lavet en lang række værker med intentionen ’embrace the world – and the future will be bright’. Det er en kærlighedserklæring til livet – til os alle sammen. Det er ikke bare porno, det skal man ikke glemme. Og se nogle fine guldsko, hun har på.

– Og ser man nærmere efter, har Koons en fodvorte lige dér, udpeger arrangør Pernille præcist og hanker op i direktøren, der fortsætter rundvisningen gennem rum med pornofilm udsat for syreangreb, fotos af kvinder hængt op til SM-sex, den impotente Picassos tegninger af kvinder med spredte ben – og hofkunstner Bjørn Nørgaards Snehvide i gangbang-seance med syv små liderlige dværge.

– De er vist færdige med hende, konstaterer kunstdirektøren og fremhæver Auguste Rodins mere klassiske skulptur af et elskende par.

– Umådelig smukt, fuldstændig selvforglemmelse, evigt forår, men skabt i en helt anden tid, og Rodins modeller var faktisk kun 12-13 år gamle. Den gamle gris! konstaterer han, inden vi ender ude i foyeren, hvor en lang række SM-gynger er hængt op til fri afbenyttelse.

– Har det kostet kassen at lave den her udstilling?

– Ja, er du sindssyg! Jeg har sat min stilling ind på det her. Omkring seks millioner vil jeg mene, siger Jens Erik Sørensen, mens Pernille-arrangøren springer velvilligt op i en af gyngerne.

– Men vi har også budgetteret med, at der kommer mindst 90.000 gæster, siger hun og forklarer med raslende kæder:

– Vi har lavet en rejse, hvor vi starter i den spirende, naive, romantiske kærlighed og bevæger os dybere og dybere ind i kærligheden – over ægteskabet, skænderierne, frustrationerne – til hadet, ligegyldigheden. Og så ender vi her i noget seksuelt grænseoverskridende – hvis man går planken ud.

Sidste værk er en video med den velkendte scene, hvor et par ordløst ryger en smøg.

– Efter den erotiske rejse ind i kærligheden skulle det værk gerne få publikum til at tænke: Dig og mig. Hvad med os? Hvad så nu? siger Pernille, mens direktøren runder af med let hånd:

– Måske tager vi en tur mere. Vi hopper jo alle sammen på den. Igen og igen, konstaterer han.

Indtil 12. september er der sexmesse på ARoS. Og det er ikke porno, men kunst. Vil 90.000 mennesker også hoppe på den?

Annonce