Teaterchef meldt til politiet for svindel

Tidligere teaterchef for Taastrup Teater er meldt til politiet for at have forlystet sig for teatrets penge

Mogens Holm er nu meldt til politiet. (Foto: Jyllands Posten)
Mogens Holm er nu meldt til politiet. (Foto: Jyllands Posten)

Høje Taastrup Kommune har meldt den tidligere direktør for Taastrup Teater og nuværende kulturchef i Københavns Kommune, Mogens Holm, til politiet.

Det fortæller Kulturen på TV 2 News.

Beslutningen er truffet på et møde i Høje Taastrup Kommunes økonomiudvalg tirsdag aften.

- Vi foretager politianmeldelse af den tidligere teaterchef for Taastrup Teater, Mogens Holm. Og der er fire forhold, der gør sig gældende, fortæller Høje Taastrups borgmester, Michael Ziegler, til Kulturen på TV 2 News.

Indgået kontrakt med sig selv
Politianmeldelsen kommer efter, at konsulenter fra Kommunernes Landsforening i en 63 sider lang rapport har påvist, at Mogens Holm blandt andet har indgået kontrakt med sig selv under pseudonym og derved handlet i strid med forvaltningslovens regler om inhabilitet.

Mogens Holm har i to tilfælde skrevet kontrakt med sig selv, og det har han givet sig selv 236.000 kroner for.

Mogens Holm har desuden brugt kommunens penge til private formål. Han har således i privat øjemed købt både rejser, koncertbilletter, taske, tøj, lamper og kamera for teatrets penge.

Læs også:

Se også: Kommune: Teaterboss misbrugte 300.000 støttekroner

Derudover har konsulenterne dokumenteret, at flere medarbejder på Taastrup Teater er blevet betalt i naturalier og uden om skattefar. I stedet for løn har medarbejderne blandt andet fået køleskab, computer og mobiltelefon, oplyser Kulturen på News.

Endelig mener kommunen, at der er mangelfuld dokumentation for afholdte udgifter.

I alt mener kommunen, at det løber op i godt 300.000 kroner, som de kræver, at Mogens Holm betaler tilbage. Mogens Holm har via sin advokat forsøgt at få udsat tilbagebetalingen, men det har kommunen nægtet.

- Og fristen for tilbagebetaling er nu udløbet, og vi har tjekket vores bankkonto, og der er ikke kommet nogen penge ind fra Mogens Holm, siger Michael Ziegler til Kulturen på TV 2 News.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mogens Holm.

kommentarer
Vis kommentarer

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen