Benneweis i hård konkurrence: - Omsætningen er faldet 20 procent om året

Det er mere tiden end pengene, der er et problem, når familien Danmark skal lokkes i cirkus

  • Køen for at købe en billet til Cirkus Benneweis er blevet kortere de seneste år. (Foto: Morten Bjørn Jensen)
Køen for at købe en billet til Cirkus Benneweis er blevet kortere de seneste år. (Foto: Morten Bjørn Jensen)

I 128 somre i træk har Cirkus Benneweis underholdt danskere med linedansere, klovne og dresserede dyr, men det bliver der ikke noget af i 2016.

Se også: Cirkus Benneweis trækker teltpløkken og dropper 2016

Det hæderkronede gamle cirkus er så presset af manglende gæster og dermed svigtende indtægter, at familien Benneweis er tvunget til at nytænke hele cirkus-konceptet. Og det skal 2016 bruges på.

- Kære Gæst. Cirkus Benneweis holder pause i 2016. Men vi glæder os til at vende tilbage med et nyt og spændende koncept. På gensyn i Cirkus Benneweis - Danmarks bedste cirkus, skriver Nadia og Dawid Benneweis på cirkussets hjemmeside.

Se også: Stuhr, stuhr problemer i Cirkus Benneweis

Søskendeparret, der sidste år overtog ledelsen af cirkusset fra deres mor, Diana Benneweis, er bortrejst, men familiens rådgiver uddyber den svære beslutning.

- Når omsætningen falder 20 procent om året, er man nødt til at tænke over, om det er tid til at finde på noget nyt. Og det er det, familien Benneweis gør nu, siger Uffe Gad til Ekstra Bladet.

Ifølge ham er det ikke så meget økonomien, der holder gæsterne fra cirkusteltet. Det er mere tiden, der er et problem.

- Der er så mange tilbud til familier i dag. Folk har masser af alternativer til det traditionelle cirkus, som tiden måske er løbet lidt fra, siger han.

Se også: Line sprang: Artist fik hjernerystelse

I weekenderne har Cirkus Benneweis stadig haft succes med at fylde stolesæderne rundt om manegen op, men i hverdagene har det knebet.

- Vi oplever, at folk ikke kan nå et komme i cirkus klokken 17. Da er børnene måske til fritidsinteresser og forældrene dårligt nok nået hjem fra job. Klokken 19 er derimod for sent, hvis børnene skal op og i skole, siger Uffe Gad.

Han lægger ikke skjul på, at et cirkus er en dyr forretning at drive. Det koster mange penge at rykke teltpælene op og flytte rundt hele tiden. Derfor vil publikum måske i fremtiden skulle køre lidt længere for at komme til at opleve de dygtige artister.

- Folk er i dag meget mere mobile, og det kan være, at vi skal prøve at udnytte det. Når man ser på det canadiske cirkus Cirque du Soleil, så flytter de ikke så meget rundt. Folk kommer til dem i stedet, siger han.

Se også: Cirkus Benneweis med i amerikansk hit-serie

Ud over at droppe den kommende sæson har Cirkus Benneweis sat sit vinterkvarter i Dronningmølle til salg. Det skete allerede i efteråret 2015.

FAKTA: Benneweis er dansk cirkushistorie

Cirkus Benneweis sender ingen artister i manegen i løbet af dette år. Det har en række økonomisk hårde år fået familien til at beslutte.

Det gamle cirkus har eksisteret i knap 130 år. Bliv lidt klogere på cirkusdynastiet her.

* Cirkus Benneweis blev grundlagt 13. juli 1887.

* Den første forestilling bestod blot af en lille familie: Gottfried og konen Marie. Hendes søster Josefine spillede på lirekasse - på trods af at hun både var døv og stum - og broren Alexander kunne slå saltomortaler.

* To heste, nogle geder, hunde, duer og høns udgjorde dyrebestanden.

* Gottfried og Maries søn, Ferdinand, giftede sig med Irene Daucke, der var linedanserinde. Hun var den første i familien, der kunne læse og skrive, og hun bestilte i 1936 det første nye cirkustelt.

* Siden blev det lille cirkus stort med børnene Eli, Musse, Manfred og Sonny, der alle blev markante skikkelser i Benneweis-familiens historie.

* I 1950 havde Cirkus Benneweis for første gang besøg af kongefamilien.

* Cirkus Benneweis besluttede for få år siden, at eksotiske pattedyr skulle være fortid i det gamle cirkusforetagende. Derfor tog Benneweis eksempelvis afsked med sine elefanter i 2014.

* Diana Benneweis blev i 1993 cirkusdirektør. Hun gav tøjlerne videre til tvillingerne Nadia og Dawid Benneweis i 2015.

* Oprindeligt hed cirkusfamilien Binneweitz, men ved en fejl i nogle officielle dokumenter blev familienavnet ændret til Benneweis.

Kilder: Cirkus Benneweis, Ritzau

Seneste i flash!

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen