Her er forklaringen: Derfor er der ingen kvinder på Grøn Koncert

Der er ingen kvindelige kunstnere på plakaten til årets Grøn Koncert og et kig i historiebøgerne viser, at kvinderne oftest er i undertal til sommerfesten. Der mangler kvindelige topartister, lyder det fra arrangørerne

Der mangler ikke kvinder blandt publikummet. Foto: Per Lange/Ekstra Bladet
Der mangler ikke kvinder blandt publikummet. Foto: Per Lange/Ekstra Bladet

På torsdag går det løs i Valbyparken, når et af sommerens tilbagevendende begivenheder går i gang. Grøn Koncert, der hvert år trækker mere end 100.000 mennesker på sin tur rundt i landet.

Grøn Koncert - eller blot 'Grøn' - fik en tur igennem mediemøllen, da programmet blev præsenteret. Mænd, mænd og atter mænd stod på plakaten. Kvindelige kunstnere var der ingen af, men en enkelt kvindelig konferencier i form af radioværten Sara Bro, kunne det dog blive til.

Historien om Grøn Koncert og de manglende kvinder er dog langt fra ny. Det ser vi, hvis vi går kunsterne fra de ti sidste år igennem. Kvinderne har altid været i undertal, selvom det dog hører til sjældenhederne, at de bliver fuldstændig udeladt.

Senest var i 2014, hvor Stine Bramsen dog senere blev tilføjet til programmet, da hun skulle optræde sammen med Nik og Jay.

Det samme scenarie gjorde sig gældende i 2012, hvor Stine Bramsen igen var ene kvinde på plakaten. Denne gang i egenskab af sin rolle som forsanger i Alphabeat. I 2008 stod Aqua's Lene Nystrøm i den samme situation.

Artiklen fortsætter under billedet..

Lidt kvindeligt islæt er der. Sara Bro er konferencier på P3 Scenen. Foto: Stine Tidsvilde
Lidt kvindeligt islæt er der. Sara Bro er konferencier på P3 Scenen. Foto: Stine Tidsvilde

Et af de mere positive år - i ligestillingens øjemed - var 2010, hvor Tina Dickow og Medina var på plakaten, mens Stine Bramsen også dengang var klar i front for Alphabet.

SE HVOR FÅ KVINDELIGE KUNSTNERE, DER HAR SPILLET PÅ GRØN KONCERT DE SIDSTE TI ÅR NEDERST I ARTIKLEN

Men det er altså ikke fordi, Grøn Koncert ikke vil have kvindelige kunstnere. Det fortæller Theis Petersen, der er indsamlingschef for Muskelsvindfonden, som er med til at arrangere de populære koncerter.

- Det er ikke svært at få kvinder på plakaten, men der er et andet faktum, som jeg har været ude og forklare i rigtig mange sammenhænge, og det er, at der er ikke ret mange kvinder at vælge imellem, og så er det jo klart at nogle gange, så kan det ikke lade sig gøre at sammensætte et program, hvor der er nogle af disse kvinder, siger han til Ekstra Bladet.

- Vi har også i år været i dialog med dem, der har været relevante for Grøn Koncert, men det kunne simpelthen bare ikke lade sig gøre i år. Sådan er det nogle år, forklarer han.

Der mangler kvinder
Selvom det er tydeligt, at kvindelige artister gennem en årrække har været i undertal på scenen til Grøn Koncert, så kommer arrangørerne ikke til at gribe det anderledes an, når de skal booke kunstnere. Og det er der en ganske god grund til.

- Vi gør hvert år alt, hvad vi kan for at finde de relevante og aktuelle kvindelige artister. Vi er ude og snakke med management, bookerne og alle de artister, der er i spil. Det er jo ikke sådan, at vi skal til og forfordele kvinder. Vi skal vælge det musik, som er oppe i tiden, og der kan vi så arbejde på sammen med resten af branchen, at der kommer nogle flere kvinder, og det er noget vi vil kigge på og håbe på, at der sker i de kommende år, siger Theis Petersen.

- I kan jo selv prøve at lave en undersøgelse om, hvad der har ligget på hitlisterne af kvindelige, danske artister de sidste par år. Hvor mange kvindelige artister ligger der på top 50 af albums og top 50 af danske hits? Så kan I jo selv vurdere det, og når vi så samtidig siger, at Grøn Koncert er et sted, hvor folk kommer ud for at høre det musik, de kender, så kan man selv lave regnestykket.

Artiklen fortsætter under billedet..

Suspekt gav den gas sidste år. Foto: Per Lange/ritzau/
Suspekt gav den gas sidste år. Foto: Per Lange/ritzau/

Grøn Koncert har tre scener. De to store scener, Grøn Scene og P3 Scenen, samt den mindre scene. 'Fra Grøn-til-grøn'-scenen. Til spørgsmålet om, hvorvidt det var en mulighed at give de kvindelige kunstnere, der ikke er slået nok igennem til at bære en plads på en af de store scener, chancen på den lidt mindre scene, er svaret også klart.

- Det er ikke noget med at give chancen, det er noget med at sige, at der er to scener, hvor det er store, danske artister, der spiller. Så har vi lavet en ny scene i år, hvor vi har tilbudt pladeselskaberne, bureauerne og managements at byde ind med de artister, der kunne være aktuelle, og der er der sket den samme tendens, at der var ikke ret mange kvindelige artister, og dem der var, de kunne af forskellige årsager ikke, forklarer Theis Petersen. 

Omvendt diskrimination
Selvom det er faldet flere for brystet, at Grøn Koncert ikke har kvinder på plakaten i år, så slår Theis Petersen fast, at de rigtig gerne vil have flere kvinder på scenen.

- Vi ville elske, hvis der var flere kvinder at tage af til koncerterne. Det tror jeg, at alle koncertarrangører i Danmark, der står over for den her problemstilling, de vil være enige med mig i. Vi er bare en del af en større fødekæde, hvor vi sammen må kigge på, hvordan vi kan få flere kvinder i spil, der slår igennem, for det er det, vi skal bruge ude på Grøn Koncert. De artister, der ligger i toppen af det, danskerne hører, og der er der bare lige nu ikke ret mange kvinder.

Et ikke usædvanligt syn. Mænd på scenen. Foto: Per Lange/ritzau/
Et ikke usædvanligt syn. Mænd på scenen. Foto: Per Lange/ritzau/

Netop populærmusikken, og ikke køn, er det som Grøn Koncert vælger ud fra, når programmet skal sammensættes, og det er altså her, at udvalget af kvinder er lavere end mænd, lyder det fra koncertarrangørerne.

- Jeg går jo ikke ind og vælger en artist, der er mindre populær end en anden, fordi hun er kvinde. Det ville jo være omvendt diskrimination, siger Theis Petersen til Ekstra Bladet.

Grøn Koncert starter på torsdag i Valbyparken, hvor kunstnere som L.O.C., Christopher og Rasmus Seebach skal optræde.

Artister til Grøn Koncert fra 2007-2017

2007:

L.O.C., Nephew, TV-2, Ufo Yepha, Veto, MC's Fight Night Tag Team

Beth Hart, Alphabeat (Stine Bramsen)

2008:

Magtens Korridorer, Nik & Jay, D-A-D, Spleen United, Suspekt, Burhan G, MC's Fight Night Tag Team

Aqua (Lene Nystrøm)

2009:

Tim Christensen, L.O.C., Kashmir, Volbeat, TV-2, MC's Fight Night Tag Team

Sys Bjerre, Infernal (Lina Rafn)

2010:

Selvmord, D-A-D, Thomas Helmig, Carpark North, MC's Fight Night Tag Team

Alphabeat (Stine Bramsen, Tina Dickow, Medina

2011:

Dúné, De Eneste To, Tim Christensen, TV-2, Kashmir, Nik & Jay

Medina, Kato & Friends (Infernal, Pernille Rosendahl, Camille Jones)

2012:

Burhan G, Malk de Koijn, Rasmus Seebach, L.O.C., Nephew

Alphabeat (Stine Bramsen)

2013:

Nik & Jay, Magtens Korridorer, Mads Langer, Carpark North, KATO, Donkey Sound med Wafande, Shaka Loveless, Klumben og Raske Penge, Lukas Graham

Medina

2014:

Mads Langer med Tim Christensen, Burhan G, Lågsus med Kidd, TopGunn, Specktors, Djämes Braun, Shaka Loveless, Lukas Graham, Suspekt, Kashmir

Nik & Jay med Stine Bramsen

2015:

Christopher, Magtens Korridorer med Østkyst Hustlers, Lukas Graham, L.O.C. med B.A.N.G.E.R.S.

Lågsus P3 (Cicilia), Turboweekend med Oh Land, Tina Dickow med Søren Huss, Medina

2016:

Lågsus P3 feat. Gilli, Citybois og Emil Stabil, Shaka Loveless feat. Rasmus Walther, Mads Langer, De Eneste To feat. Love Shop, Nik & Jay, Suspekt, D-A-D

Stine Bramsen feat. Nahiba

2017: Rasmus Seebach, L.O.C, Christopher, Scarlet Pleasure, S!vas med Ukendt Kunstner, The Minds of 99, Kongsted, Node, Bro, Jeppe Loftager og Skinz

Se også: Sara Bro afslører: Har fået 15 år yngre kæreste

kommentarer
Vis kommentarer

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen