Indlæser...

Talent 2010: Den fantastiske blues-sangerinde

Jeg var millimeter fra at dø: Førtidspensionist synger blues som fra en røgfyldt beværtning

15:43, 03. sep 2010 | Allan Lykke

Retah B tager røven på dommer-panelet i aftenens 'Talent 2010'. (Foto: bjarne bergius hermansen/DR)
Retah B tager røven på dommer-panelet i aftenens 'Talent 2010'. (Foto: bjarne bergius hermansen/DR) Se stort billede | Del

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

– Sådan en stemme får man ikke gratis, siger Jokeren, da han i aftenens ’Talent 2010’ har hørt, hvad en 62-årig førtidspensionist har at byde på.

– Og heller ikke ved at gå til spejder, tilføjer Hella Joof tilsvarende begejstret, da Retah B har forladt scenen efter at have sunget ’Cry Me a River’ med en blues-røst, der synes hentet i røgfyldte beværtninger med andet end røde sodavand på menukortet.

Helt så autentisk er forløbet dog ikke, forsikrer Retah grinende.

– Jeg mistede stemmen for mere end 20 år siden, og efter operationen på stemmebåndet blev stemmen dybere. Men jeg har sunget blues og jazz i mange år, siger Retah B, der egentlig hedder Merete med Burton til efternavn efter sin eneste ægtemand, der kun holdt et par år.

– Jeg gider ikke at have mænd i huset. Jeg er ikke husmor-typen. Hvis jeg skal have en mand i huset, så skal det være én, der kan lave mad og rydde op, og de hænger nok ikke på træerne, konstaterer Retah.

Fem år i Caribien

Hun er forholdsvis for nylig flyttet tilbage til Danmark efter at have boet fast i Den Dominikanske Republik – nabo til Haiti – i fem år.

Inden da havde hun i nogle år rejst frem og tilbage mellem Danmark og Den Dominikanske Republik i nogle år, men da en lille arv var brugt, måtte hun vælge mellem at bo enten dér eller i Danmark – og så faldt valget på trope-øen.

– Jeg forelskede mig i landet, da jeg første gang besøgte det i 2000 på et billigt tilbud med rejse og fly i to uger for 3500 kroner. Jeg har fået en masse venner og har også et jazzband derovre, som jeg spiller med en gang imellem.

En livstruende blokering i hovedpulsåren, som hun blev opereret for i Den Dominikanske Republik, betød dog, at hun måtte vende hjem til Danmark sidste år.

Dygtig læge

– Med den beskedne førtidspension, man får, hvis man flytter uden for EU, havde jeg ikke råd til at købe medicin derovre, forklarer Retah, der i dag bor på Amager.

– Hvor slemt var det?

– Jeg var seks millimeter fra at dø. Man siger, at hovedpulsåren springer, hvis aneurismen er seks centimeter lang, og min var 5,4, så det var tæt på. Heldigvis var det en dygtig læge, for jeg er da i live endnu.

Helt sluppet taget i Den Dominikanske Republik har hun dog ikke. Det er Retahs plan så vidt muligt at bo på øen i de kolde måneder herhjemme.

– Hvad laver du, når du er derovre?

– Passer mit helbred. Bor i en billig lejlighed og synger lidt med mit band i en lille klub. Vi får som regel ikke noget for det, men gør det for at holde musikken i gang. Nogle gange får vi dog et par hundrede kroner, og de strækker lidt længere derovre, end de gør herhjemme.

– Tager du derover her til vinter?

– Ja, hvis jeg har råd til det, så jeg vil jo gerne vinde ’Talent 2010’. Det skal da ikke være nogen hemmelighed. Min indgang til at være med var egentlig bare at få lov at synge i tv, det var aldrig lykkedes for mig, selv om jeg har sunget siden 80’erne. Jeg udgav en cd i 1999, ’Searching for Love’, og skulle have været med i morgen-tv, men så blev der ikke plads, og der var sommerferie, og så blev det aldrig til noget.

Retah er egentlig uddannet på et rejsebureau, men da der blev indført computere på arbejdspladsen, var hun en af de 16, der blev rationaliseret væk. Ledelsen havde hørt hende i radioen og var sikker på, at med den stemme, hun var i besiddelse af, skulle hun nok klare sig.

Sådan gik det ikke lige præcist. Retah røg i det ene job-tilbud efter det andet, indtil hun til sidst kom på førtidspension. Men nu går profetien måske endelig i opfyldelse, hvis hendes rustne røst kan bringe hende til tops i talent-ræset.

Annonce