33-årige Katie Holmes har fået det, som hun ville i skilsmissen fra 50-årige
Tom Cruise. Nemlig den primære forældremyndighed over parrets seks-årige
datter, Suri.
Katie Holmes og datteren skal bo i New York, mens Tom Cruise bliver boende i Los Angeles mellem sine filmoptagelser.
Parrets skilsmissebetingelser er hemmelige, men ifølge en kilde til Celebuzz.com får Tom Cruise lov til ofte at se datteren, hvis det bliver på Katie Holmes’ vilkår:
+ Datteren skal bo hos hende og gå i skole i New York.
+ Det er Holmes, der tager beslutningerne omkring Suris uddannelse.
+ Suri skal ikke gå i kirke, til fester eller andre aktiviteter knyttet til Scientologi.
+ Datteren skal følges af sin barnepige og Holmes livvagter, når hun møder sin far, så hun ikke bliver influeret af Tom Cruises religion.
Læs også: Se også: Tom Cruise: Suri skal være hos sin mor
- Vi vil arbejde sammen som forældre for at Suris tarv bliver opfyldt bedst muligt. Vi vil holde de familiære forhold private og udtrykker vores respekt for den andens tro og rolle som forælder, siger Hollywood-parret i en fælles udtalelse.
Kampen om religion
Skilsmissepapirerne blev underskrevet mandag efter 10 dages heftig
medieomtale af bruddet mellem verdensstjernerne. Lige fra første færd blev
det i pressen udlagt som den katolsk-opvoksede Katie Holmes, der endelig
havde fået nok af sin 16 år ældre mands kærlighed til science
fiction-religionen. Og kilder skyder på, at den hurtige skilsmisseaftale
mellem parterne er for at undgå, at Tom Cruise får dårlig omtale i
forbindelse med sine næste film, og for at der ikke rettes unødig fokus på
Scientology i en beskidt forældremyndighedskrig, der involverer religionens
mest prominente medlem.
Skadeligt for Scientology
I 2008 blev der nemlig lækket en hemmelig video
på YouTube med Tom Cruise, hvor han giver et interview til medlemmer af
Scientology. Den ni minutter lange video, der viser en overlegen og
bedrevidende Tom Cruise, var så skadelig for trosretningen, at
skuespillerens advokater forlangte den fjernet. YouTube imødekom kravet, men
den kan stadig findes på nettet, og den viser et lidet flatterende billede
af den fanatiske superstjerne.
- Det er et privilegium at kalde sig selv en scientolog. Hvis man er scientolog og kører forbi en ulykke, så er det ikke lige som alle andre. Man ved, man er den eneste, der kan hjælpe, siger Cruise blandt andet i videoen.
Ligner lejemorder
- Folk spørger, om jeg har mødt en ’Suppressive Person’ (Scientologys
definition på en modstander af troen, red.), siger han. Engang vil vi kigge
tilbage, og så vil ’Suppressive Persons’ kun være noget, vi læser om i
historiebøgerne, skraldgriner Tom Cruise i videoen og har en nærmest
diabolsk men utilsigtet lighed med sin karakter i filmen ’Colleteral’, hvor
han spiller en iskold lejemorder.
