Hollywood har mistet en af de store.
Richard Zanuck døde fredag i sit hjem i Los Angeles af et hjertestop i en alder af 77 år.
Zanuck optrådte ikke selv på lærredet, men han var som producer manden bag en række af de helt store Hollywood-film.
Han var i 1990 med til at få en Oscar for 'Driving Miss Daisy', ligesom han var producer på 'Dødens Gab'-filmene og 'Deep Impact'.
Richard Zanuck arbejdede ofte sammen med instruktøren Tim Burton blandt andet i 'Abernes Planet', 'Charlie og chokoladefabrikken', 'Alice i Eventyrland' og 'Sweeney Todd: Den djævelske barber fra Fleet Street'.
Det var også sammen med Burton, Zanuck havde sin sidste opgave, nemlig filmen 'Dark Shadows' med Johnny Depp og Helena Bonham Carter i hovedrollen. Den fik premiere i Danmark i maj i år.
