Selv 50 år efter sin død, vinder hun stadig med jævne mellemrum forskellige
afstemninger om den mest sexede kvinde nogensinde.
Nutidige skønheder, som Beyoncé, Angelina Jolie, Britney Spears, Jennifer
Aniston og Gisle Bündchen, bliver traditionelt henvist til sekundære
placeringer i den kategori.
Læs også: Se også: Se Monroes mest ikoniske kjoler
Norma Jean Mortonson var hendes fødenavn efter nordmanden Edward Mortonson,
der blev angivet som hendes far. Siden fik hun sin mors efternavn, Baker –
men verden kender hende under et tredje navn: Marilyn Monroe.
Hollywoods største og mest tragiske ikon, der netop i dag for 50 år siden
blev fundet død, halvnøgen i sin seng i huset, som hun havde købt i Los
Angeles-forstaden Brentwood efter sin tredje skilsmisse; fra forfatteren
Arthur Miller i 1961.
Mystik om dødsårsag
Marilyn Monroe blev kun 36 år, og dødsårsagen er stadig omgærdet af mystik og
grumme mistanker. Var det selvmord, som dødsattesten fastslår? Eller blev
hun myrdet af mafiaen på foranledning af Kennedy-brødrene, fordi hun truede
med at røbe detaljer om sit forhold til præsidenten John F. og hans
lillebror, Robert Kennedy?
Eller var det simpelthen kroppen, der pludselig sagde fra over for et
årelangt misbrug af piller, medicin og alkohol?
Svaret får vi næppe nogensinde med 100 procents vished, men under alle
omstændigheder var det et sørgeligt endeligt for en stjerne, på én gang
både glamourøs og skrøbelig som glas, som verden aldrig har set magen til.
Far var Clark Gable
Det stod ikke just skrevet i stjernerne, at Norma Jean skulle komme til at
betage en hel verden. Hendes formodede far, Edward Mortonson, forsvandt,
før hun blev født, og moderen, Gladys Baker, røg ind og ud af psykiatriske
hospitaler. Resultatet var, at pigen voksede op det meste af tiden hos
forskellige plejefamilier.
Selv benægtede Marilyn Monroe, at Mortonson var hendes far. Hendes mor havde
vist hende et billede af hendes far, en vis Charles Stanley Gifford, der
havde en tynd moustache og lignede Clark Gable. Af den årsag forestillede
hun sig for sjov, at filmstjernen faktisk var hendes fædrene ophav.
Clark Gable spillede hun i øvrigt sammen med i sin sidste, realiserede film,
’The Misfits’ – ’De Frigjorte’ – i 1960. Manuskriptet var skrevet af
Arthur Miller.
Playmate i Playboy
Var opvæksten svær, kunne Marilyn dog udnytte sit mere end almindeligt gode
udseende foran kameraet, og efter hun havde prydet adskillige
magasin-forsider, fik Hollywood øjnene op for hende.
Sideløbende med, at karrieren tog fart, var hun også Playmate i det
allerførste nummer af Playboy Magazine i december 1953.
På lærredet kom gennembruddet med ’Asfaltjunglen’ i 1950, og Marilyn fulgte
succesen op med uforglemmelige (takket være hende) film som ’Gentlemen
Prefer Blondses, ’There’s No Business Like Show Business’, ’River of No
Return’, ’Seven Years Itch’, ’Bus Stop’, ’The Prince and the Showgirl’,
’Some Like it Hot’ og ’Let’s Make Love’.
Som regel spillede hun naiv blondine, som mændene sukkede efter. Hun ville
gerne spille mere seriøse roller, men som Elvis Presley gjorde det, hang
også hun fast i det rollemønster, som Hollywood-bosserne udstak.
De vidste, hvad publikum ville have – og det fik det.
’Happy Birthday’ til præsidenten
Men Monroe blev sværere og sværere at have med at gøre. Marilyn var berygtet
for udpræget mangel på arbejdsdisciplin. Som storforbruger af stimulanser
og medicin kom hun ofte timer for sent til optagelserne, eller hun
forsvandt ligefrem i dagevis. Replikkerne huskede hun ikke et ord af. Alle
var frustrerede.
Det gjaldt ikke mindst optagelserne til hendes sidste film, ’Something’s Got
to Give’, der aldrig blev færdiggjort.
– Meget få oplever terror. Vi har tidligere oplevet frygt, ulykke og
sammenbrud, men dette er terror i højeste grad, fortalte producenten Henry
Weinstein om Marilyns hyppige fravær.
Bedre blev det ikke af, at hun – mod filmselskabets ønsker – tog til New
York og sang ’Happy Birthday’ for præsident Kennedy i en selskabskjole så
stram, at man antog, den var syet direkte på hende.
Nøgen i swimmingpool
Tilbage i Hollywood optog hun nøgenscenen i swimmingpoolen, som hun gav
tilladelse til, for at ’skubbe Liz Taylor væk fra forsiden’, som hun
udtrykte det. Men lige lidt hjalp det. 12 fraværsdage ud af 35 mulige betød
en fyreseddel, og Marilyn blev erstattet af Lee Remick.
Det ville Dean Martin, der havde den mandlige hovedrolle, imidlertid ikke
finde sig i. Han ville kun spille med Monroe, og til sidst blev hun
genansat til femdobbelt løn.
Optagelserne skulle starte igen i det tidlige efterår, men de kom aldrig i
gang.
5. august 1962 døde verdens største sexsymbol.
