Man skal være forsigtig med at lukke håndværkere ind i sit hjem, når man ikke
selv er der.
Det har skuespilleren Juliane Moore lært på den hårde måde. Tyve har lænset hendes hjem i New York for smykker til en værdi af 127.000 dollars, knapt en million kroner.
Smykkerne er forsvundet i tiden mellem 6. juni og 28. august - netop det tidsrum, hvor håndværkere har haft adgang for at renovere det fem etagers store sandstens-hus på West 11th Street i New York. Og tidsrummet, hvor Julianne Moore og ægtemanden, Bart Freundlich, har opholdt sig andet steds i forbindelse med film-optagelser.
Tyveriet er tilsyneladende foregået, uden at nogen har lagt mærke til noget mistænkeligt, og politiet er indtil videre på bar bund. Ingen arrestationer er foretaget.
Julianne Moore har ellers altid givet udtryk for, at hun følte sig sikker i lokal-området. Men nu har hun sat huset til salg for 12,5 mio. dollars - en bagatel af 75 mio. kroner.
