Persondata politik

Mads Mikkelsen fortjener sin løn

De eftertragtede danske skuespillere har fået højere løn - men de er for mange

  • De danske skuespillere har fået højere løn. Mads Mikkelsen kan indkassere op til en million kroner for en hovedrolle i en stor dansk spillefilm.
De danske skuespillere har fået højere løn. Mads Mikkelsen kan indkassere op til en million kroner for en hovedrolle i en stor dansk spillefilm.
1 af 1

Seneste i flash!

Hent flere
Flash
Sidste nyt om de kendte og kongelige direkte i din indbakke. Vi sender hver dag først på eftermiddagen.
 
Nu er det også muligt at være både rig og berømt som skuespiller i Danmark, hvis man scorer de attraktive hovedroller. De seneste års store succes for dansk film både kunstnerisk og kommercielt har nemlig udløst en stigning i lønningerne til en lille gruppe af de mest eftertragtede danske skuespillere.

Ifølge Ritzaus Bureau kan navne som Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen indkassere mellem en halv og næsten en million kroner for en hovedrolle i en stor dansk spillefilm.

Filmproduceren Vibeke Windeløv, der i mange år har produceret Lars von Triers film, hilser den såkaldte professionalisering af skuespilfaget velkommen, men påpeger over for Ekstra Bladet, at gruppen af de skuespillere, der får rigtig høje lønninger, er blevet for stor.

- Mads Mikkelsen fortjener sin høje løn. Han har skabt sig en stjernestatus, hvor folk kan finde på at gå i biografen for at se en film, udelukkende fordi han er med i den. Han tiltrækker et stort publikum, og derfor kan man tjene penge på hans navn, siger Vibeke Windeløv og tilføjer:

- Der er ganske få andre skuespillere, der kan gøre næsten det samme, men jeg mener, at gruppen af skuespillere, der får rigtig høje lønninger er blevet for stor. Der er for mange, der er hoppet med på vognen og kræver store lønninger, selv om det kommercielt ikke gør den store forskel, om de er med i en film eller ej, siger Vibeke Windeløv, der netop nu arbejder på Lars von Triers dogmefilm 'Direktøren for det hele'.

Nej tak til Trier
Da der i løbet af dette år skulle castes til filmen takkede både Mads Mikkelsen, Sidse Babett Knudsen og Nikolaj Lie Kaas nej tak til roller, fordi lønningerne var for små. De danske filmstjerner krævede 15.000 kroner i dagløn, og det kunne Zentropa ikke betale.

- Med henblik på castingen var der stort set ingen forhandlingssituation. Vi fik blot rene afslag. Jeg efterlyser et større helhedssyn og fleksibilitet hos skuespillernes agenter. Der er jo film, der både kunstnerisk og karrieremæssigt kan gøre noget for skuespillerne, mens der er andre slags film, hvor man kan tjene de store penge, siger Vibeke Windeløv og tilføjer:

- Problemet er, at der er ganske få agenter for skuespillerne her i Danmark, og hvis man ikke lige kommer godt ud af det med en af de agenter, så stopper dialogen.

Selveste Lars von Trier kom også på banen i forbindelse med sine problemer med de danske stjerner. Og i en samtale på Ebeltoft Filmhøjskole med lektor i film- og medievidenskab Peter Schepelern udtalte han:

- Jeg fik jo den glimrende ide at samle alle Tordenskjolds soldater til min nye film, men det viste sig at være umuligt. Vi kan ikke betale stjernernes lønninger mere. Skuespillerne har en agent, der gør, at de kræver omkring fem gange, hvad jeg betalte skuespillerne -inklusive Nicole Kidman -på 'Dogville' og 'Manderlay', sagde Lars von Trier og tilføjede:

- Jeg havde måske håbet, at de ville være med, fordi det ville være sjovt for dem, men det er åbenbart kun sjovt til 15.000 kroner om dagen... Jeg forstår det ikke. Nicole Kidman brugte hele sin løn for 'Dogville', første gang hun fløj til Sverige i sin privatjet. Det tyder da på et vist engagement, lød det spydigt fra Trier.

Agenten, som Trier henviser til, er Ulrich Møller-Jørgensen, der har de største danske filmstjerner i sin stald.
De rigtig store Hollywoodstjerner tjener svimlende beløb, hvor lønningerne til de danske filmstjerner nærmest er pebernødder ved siden af. Nicole Kidman og Julia Roberts tjener f.eks. godt 100 millioner kroner pr. film ifølge branchebladet Hollywood Reporter. I USA tæller skuespillerforbundet mellem 60.000 og 80.000 medlemmer. Men kun 5000 tjener over, hvad der svarer til knap 65.000 kroner. Så i USA er der virkelig stor forskel mellem stjernerne og vandbærerne.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik