Persondata politik

Ove Sprogøe er død

Ove Sprogøes kone døde i sidste måned. I dag, kun tre uger efter, døde den folkekære skuespiller

  • Dansk film mistede tirsdag en af giganterne. Ove Sprogøe er død 84 år gammel (Foto: Ole Steen)
« Forrige
Dansk film mistede tirsdag en af giganterne. Ove Sprogøe er død 84 år gammel (Foto: Ole Steen)
1 af 3
Næste »

Seneste i flash!

Hent flere
Flash
Sidste nyt om de kendte og kongelige direkte i din indbakke. Vi sender hver dag først på eftermiddagen.
 
Skuespilleren Ove Sprogøe døde tirsdag, 84 år. Både han og hans kone, Eva Sprogøe, tilbragte de sidste måneder på Løjtegårdsvejens Plejehjem på Amager, hvor Eva Sprogøe døde den 20. august.

Ove Sprogøes død markerer et farvel til en af de sidste store folkekære skuespillere fra den generation, der brød igennem i midten af det 20. århundrede, og som i de følgende årtier satte deres præg på teater, film og tv.

Han huskes som komikeren og karakterskuespilleren, hvis force var den kvikke replik, den stille dialog og de store monologer. Men i lighed med mange andre i branchen måtte den unge fynbo gennem flere nederlag, før han fik adgang til de skrå brædder og til filmlærredet.

- Deres profil, menneske! Med sådan et ansigt får De aldrig arbejde som skuespiller. De vil komme til at spille små roller hele deres liv.

Det var den salut, som den legendariske Holger Gabrielsen havde til overs for Sprogøe, da denne to gange uden held forsøgte at blive optaget på Det Kongelige Teaters elevskole. Gabrielsen skulle komme til at tage grueligt fejl, for allerede få år senere aftegnede sig konturerne af en særdeles lovende karriere.

Debut i 'Nøddebo Præstegaard'
Ove Sprogøe blev optaget på Privatteatrenes Elevskole i 1944 som elev ved Folketeatret, og her debuterede han året efter som Nicolai i "Nøddebo Præstegaard." Han spillede rollen ved juletid i adskillige år, og i en årrrække var han mest knyttet til det teater, hvor hans karriere tog fart.

Sprogøe var en skuespiller med stor spændvidde, og det fremgår nok især af listen over hans teaterroller.

Han boltrede sig i klassikere som Holberg og Shakespeare, var overbevisende både som Mefisto i "Faust," som Puk i "En skærsommernatsdrøm," som "Kaptajnen fra Köpenick" og som "Onkel Vanja." Også Strindberg, Brecht og Ibsen fortolkede han til flotte anmeldelser og publikums hyldest, og i 1985 fejrede Ove Sprogøe sit 40 års jubilæum i Betty Nansen-teatrets opsætning af "Glengarry Glenn Ross."

Par med Passer
For det store publikum blev Sprogøe især et kendt bekendtskab på filmlærredet. Blandt hans første roller kan nævnes "Diskret ophold", "Støt står den danske sømand" og "De røde heste," og herefter fulgte de mange lystspil, hvor han især dannede par med Dirch Passer.

Sammen skabte de to nogle år efter en uforglemmelig teateroplevelse i Steinbecks "Mus og mænd," mens deres filmroller alle hørte til i den lettere genre. "Ved kongelunden" med den finurlige duet "Der kommer altid en sporvogn og en pige til" samt "Det var på rundetårn" er velkendte eksempler.

Mens Dirch Passers filmkarriere stagnerede og stort set aldrig nåede ud over kategorien af letbenede lystspil, forløb kurven helt anderledes for makkeren. Langtfra alle hans senere film havde væsentlige kvaliteter, men ofte var det netop Ove Sprogøes medvirken, som gjorde, at de også mange år efter kunne tåle et gensyn.

14 gange Egon Olsen
I agentfilm-parodierne "Slå først, Frede" og "Slap af, Frede" fra midten af 1960'erne udviklede Sprogøe den spillestil, som han senere skulle perfektionere som Egon Olsen i de 14 film om Olsen-banden. Rollen blev en klassiker inden for dansk film med ingredienser af timing, mimik og replikkunst, som vanskeligt kan overgås.

I alt fire gange hyldede Filmmedarbejderforeningen Ove Sprogøe med en Bodil. I 1956 for bedste birolle i "Tro og love," i 1972 for hovedrollen i "Den forsvundne fuldmægtig" og tre år senere for hovedrollen i "Olsen-bandens sidste bedrifter." I 1999 modtog han en Æres-Bodil for sin indsats i dansk film, hvor han nåede at spille 156 roller. Tre år tidligere havde Danmarks Filmakademi hædret ham med en ærespris.

I 1998 gjorde Ove Sprogøe comeback i "Olsen-bandens sidste stik," og han bekendtgjorde dengang, at nu var det slut med at filme.

Havde ikke fjernsyn
På tv huskes han bl.a. for sin doktor Hansen i "Matador," og han kunne i begyndelsen af 2003 genses i Ole Bornedals serie "Charlot og Charlotte." I Walt Disneys årlige juleshow speakede han Jesper Fårekylling, og Sprogøes fortolkning af Poul Henningsens "Fandens oldemor" blev ligeledes en klassiker med stor folkelig appel.

Ove Sprogøe optrådte ved mange støttearrangementer til fordel for venstrefløjen, mens han kategorisk værnede om sit privatliv. Han gav aldrig pressen adgang til det hjem på Amager, hvor han klarede sig fint uden fjernsyn, men havde megen glæde af sine malerier og en omfattende bogsamling.
Ud over hæderspriserne for sine præstationer på filmlærredet modtog han et væld af andre udmærkelser, blandt andet: Frederik Schybergs Mindelegat, Teaterpokalen, Osvald Helmuths Jubilæumslegat og LO's Kulturpris, ligesom Ove Sprogøe i 1980 blev kåret til Studenternes Æreskunstner. Han var æresmedlem af Dansk Skuespillerforbund, Dansk Solistforbund og Skuespillerforeningen af 1879

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik