Indlæser...

Oscarvinder tror 9/11 var komplot

Franske Marion Cotillard sagde i et interview, at hun tvivler på, at angrebet på World Trade Center var et terrorangreb. Nu forsøger hun at bortforklare

08:15, 04. mar 2008 | Sola Kruchov Sørensen

Annonce

  • Oversæt / Translate
Marion Cotillard har ikke altid været ligeså fåmælt som her ved årets Oscar-uddeling. For et års tid siden satte hun spørgsmålstegn ved angrebene på World Trade Center i 2001. (Foto: AP)
Marion Cotillard har ikke altid været ligeså fåmælt som her ved årets Oscar-uddeling. For et års tid siden satte hun spørgsmålstegn ved angrebene på World Trade Center i 2001. (Foto: AP)

Annonce

Annonce

Da Marion Cotillard for en uges tid siden modtog sin første Oscar nogensinde for sin rolle som Edith Piaf i filmen 'La Vie en Rose', var hun så overrasket, at hun havde svært ved at sige noget.

Nu ønsker den 32-årige franske skuespiller formentlig også, at hun havde været mere fåmælt, da hun for et år siden blev interviewet til fransk tv.

Dengang var Cotillard endnu ikke et kendt ansigt i Hollywood, og derfor fik hendes påstande lov til at gå ubemærket hen, men efter hun har været i Oscar-rampelyset, er udtalelserne igen blevet luftet på en fransk hjemmeside.

Komplot fra regeringen
Oscarvinderen sagde, at hun tvivler på den officielle forklaring omkring angrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Hun luftede i stedet muligheden for, at angrebet var et komplot fra den amerikanske regering.

- Jeg tror, der er blevet løjet for os om en række ting.

- Vi ser andre tårne af den samme slags blive ramt af fly. Er de brændt ned? Der var et tårn, jeg tror, det var i Spanien, som brændte i 24 timer. Det kollapsede aldrig. Ingen af de tårne er kollapsede. Og der i New York kollapsede det hele på få minutter, sagde hun i interviewet. Det melder New York Daily News.

Taget ud af sammenhæng
Marion Cotillard mener, at angrebet og det efterfølgende kollaps af de to tårne meget passende sparede en masse penge, fordi tårnene stod foran en dyrebar renovering. Den franske kvinde peger på, at det ville være en pengesluger at få dem teknologisk up to date, og derfor ville det være billigere blot at ødelægge dem.

Udtalelserne har naturligvis skabt røre i USA, hvor den franske filmstjerne står foran sit store gennembrud. Og derfor har Marion Cotillard nu travlt med at bortforklare sine 9/11-konspirationer - uden dog direkte at undskylde dem.

- Mine udtalelser fra det program er taget ud af sammenhæng og er blevet forvandlet til en historie, som ikke har hold i sandheden.

- Jeg har på intet tidspunkt villet sætte spørgsmålstegn ved de forfærdelige angreb den 11. september 2001. En af de mest tragiske dage i historien. Jeg beklager dybt, hvis mine kommentarer har ramt nogen, siger Cotillard ifølge Access. Det skriver MSNBC.

I det franske tv-program satte hun ligeledes spørgsmålstegn ved, om amerikanerne overhovedet var på månen i 1969.

- Gik der virkelig en mand på månen? Jeg så mange dokumentarprogrammer om det, og jeg undrede mig meget. I hvert fald tror jeg ikke på alt, hvad de siger til mig, lød hendes forklaring dengang.

Annonce