Der er kommet en del smarte drikke på markedet, der bl.a. lover
’energiaktivering’ og ’intens energi’. De fleste produkter er egentlig blot
sukkerholdig sodavand eller juice tilsat koffein, og du kan få et sundere og
større energi-kick ved at spise noget frugt og drikke en kop kaffe til.
Samtidig
bidrager energidrikkene oftest blot med overflødige kalorier uden at give
nogen særlig energiaktivering, men heldigvis findes produkterne også i
light-udgaver uden sukker.
Koffein er en effektiv og ufarlig
stimulans, så længe du ikke overdriver det eller får problemer med
nattesøvnen. Gravide skal også holde forbruget nede.
Et godt valg
Coca-Cola Zero
Fem ud af seks stjerner
Coca-Cola er den klassiske sukker- og koffeinholdige energidrik. Zero er
uden sukker og har en smag, der minder mere om den ’rigtige’, sukkerholdige
Coca-Cola end den gamle light-udgave. En dåse Zero indeholder 33 mg koffein,
altså stort set det samme som de nye, smarte drikke, der målrettet sælges
som energidrikke, og som reklamerer mere tydeligt med koffeinindholdet.
Zero
er derfor en mulighed for at få en moderat mængde koffein uden sukker og
kalorier på en velsmagende, praktisk og kølig måde. En halv liter Zero
indeholder 50 mg koffein. En almindelig kop sort kaffe indeholder til
sammenligning 50-80 mg koffein.
Pris: 14 kroner, 330 ml
Flydende kalorier
Cult Fruits
Tre ud af seks stjerner
Cult Fruits er lidt sundere end de andre energidrikke, da en stor andel af
sukkeret kommer fra juice fra forskellige frugter. Men det er stadig
flydende kalorier, der har let ved at virke fedende. Det totale
sukkerindhold er på 27 gram svarende til ni sukkerknalder pr. dåse. En Cult
indeholder 38 mg koffein fra guarana. Altså ikke specielt meget. Der gør
ingen forskel, om koffeinen er fra guarana eller tilsat i ren form. Cult
findes i øvrigt også i en light-udgave uden sukker.
Pris: 17 kroner, 250 ml
Kondi er ikke noget man drikker
Faxe Kondi
En ud af seks stjerner
En Faxe Kondi indeholder 50 gram sukker svarende til 17 sukkerknalder. Det
er rigtig meget sukker, som du kun kan omsætte på fornuftig vis, hvis du er
meget fysisk aktiv. Faxe Kondi indeholder også 40 mg koffein svarende til
lidt mere end en halv kop almindelig sort kaffe.
Producenten
reklamerer med, at Faxe Kondi indeholder druesukker. Men det er ligegyldigt,
om sodavand indeholder druesukker eller almindelig sukker. Det feder lige
meget, og der er tilmed fire gange mere almindeligt sukker end druesukker i
Faxe Kondi. Druesukker bliver optaget hurtigere end almindeligt sukker, men
det er snarere en fordel med den lidt langsommere blodsukkerstigning fra
almindeligt sukker. Faxe Kondi findes også i en light-udgave med mindre
sukker.
Pris: 16 kroner, 500 ml
Fyldt med sukker
Burn
En ud af seks stjerner
Burn er en sukkerbombe. En dåse indeholder 35 gram sukker svarende til 12
sukkerknalder. Det er meget. Koffein-indholdet er på 38 mg koffein svarende
til en halv kop almindelig kaffe, så du får altså ikke det helt store
koffein-kick ved at drikke Burn i stedet for kaffe. Burns motto er ’intense
energy’, men det drejer sig vist især om den høje koncentration af sukker.
Sukkerindholdet er på 13,9 procent, hvor almindelig sodavand til
sammenligning ’kun’ indeholder 10 procent.
Pris: 16 kroner, 250 ml
Energi-beruset
Cult Shaker
En ud af seks stjerner
Cult Shaker indeholder både alkohol, sukker og koffein. Du kan dermed drikke
dig beruset og holde energien oppe samtidig. Den indeholder 41 mg koffein,
hvilket er lidt mindre end en almindelig kop tynd kaffe. To styk svarer til
en god kop stærk kaffe.
På en måde er det smart at kombinere
koffein med alkohol, da alkohol i sig selv virker sløvende. Koffein kan
modvirke noget af denne tendens, men på grund af alkoholen er det
selvfølgelig ikke en energidrik, som du bør bruge til daglig.
Cult
Shaker er også fyldt med sukker, så du bliver både fuld, frisk og fed på én
gang, medmindre du slår dig rigtig meget løs på dansegulvet.
Pris: 21 kroner, 275 ml
Læs mere i Pers blog her