Føler du dig træt og uoplagt, så snup et stykke mørk chokolade. Engelske
forskere har nemlig opdaget, at netop mørk chokolade kan have en positiv
effekt på træthed.
Flere tusind danskere lider af det, der kaldes kroniks træthedssyndrom – en
sygdom der gør dem så trætte, at det er svært at få en hverdag til at
fungere.
Det er forskere ved Hull York Medical School, der nærmest ved en
tilfældighed fandt ud af at den mørke chokolade kunne hjælpe på træthed, og
derfor søsatte de et pilotprojekt.
Ti patienter har i to måneder spist 45 gram chokolade hver dag. Halvdelen af
dem fik lys chokolade, der var farvet mørkt for at narre dem, mens den
sidste halvdel fik rigtig mørk chokolade.
Kun et lille studie
Ifølge professor Steven Atkin, der er
hovedmanden bag forsøget, var resultatet positivt.
- Det er selvfølgelig et meget lille studie, men to af patienterne havde så
stort gavn af den mørke chokolade, at de kunne genoptage deres job efter et
halvt års sygemelding på grund af træthed, siger han til BBC.
Steven Atkin mener, at den mørke chokolades høje indhold af polyfenoler
påvirker niveauet af hjernes kemiske signalstof, serotonin. Og det er den
reaktion, der hjælper de kronisk trætte.
Forsøget med dødtrætte chokoladespisere skal nu udbygges og resultatet skal
undersøges nærmere. Indtil da kan man jo selv teste, om man synes, at et
stykke mørk chokolade kan kvikke lidt op. Ifølge Atkin er der ingen
bivirkninger som for eksempel flere kilo på sidebenene, hvis man holder sig
til 45 gram om dagen.