Mohamed Zidan har ikke altid været perlevenner med dommerne - og han har dog
mødt et par både på og uden for banen - og nu er det igen lykkedes den vævre
egypter at rage uklar med én. Denne gang i Dortmund Landesgerichts 12.
civilkammer, hvor den 27-årige angriber forleden måtte æde et forlig, der
koster ham 7500 euro (ca. 56.000 kroner).
’Det er utroligt! Ingen på Guds grønne jord har retten til afvise en retlig
indkaldelse’, tordnede dommer Wilfried Meyer-Laucke og udskrev fluks en bøde
på 500 euro til den klejne Zidan, der havde formastet sig til at blive
hjemme og nøjes med at sende advokaten Christian Buhl i byen.
- Jeg undskylder. Jeg ønskede under ingen omstændigheder at være respektløs og
stolede på min advokats ord om, at det ikke var nødvendigt, jeg personligt
dukkede op, forklarer Mohamed Zidan til Bild.
Den 60-årige dommer lod i øvrigt nåde gå for ret og slettede bøden, som
egypterne dog nok kunne have betalt.
Til gengæld må Zidan betale 7500 euro til Michael Barber, der havde stævnet
egypteren for at løbe fra en aftale om at bygge og indrette et hus med hele
fire garager. Mohamed Zidan hyrede Michael Barber i oktober sidste år, men
løb siden fra aftalen og flyttede ind i en lejebolig. Arkitekten havde dog i
mellemtiden nået at fyre et par timesedler af på projektet.
Retssagen tog en rund halvleg - til gengæld kan Mohamed Zidan håbe på to af
slagsen i næste måned, når egypteren igen er lukket ind i den egyptiske trup
efter at have været bad standing siden august, da han droppede en
venskabsskamp mod Guinea.