Iskold luft i Lyngby Ret
|
|
|
Bagger vs. Ljungman: En af dem lyver. Torsdag mødes de for første gang siden
november 2008 - nu i Lyngby Ret
|
|
Niels Pinborg
-
20:46 - 10. mar. 2010
|
|
|
|
I morgen fryser retten i Lyngby til is.
Mikael Ljungman og Stein Bagger mødes for første gang siden den dag sidst i
november 2008, hvor Stein Bagger bankede på svenskerens dør til huset i
Darien, Connecticut, og bagefter begyndte sin flugt tværs over Amerika i
Mikael Ljungmans bil – langt væk fra et hurtigt kollapsende IT Factory og
drømmen om globalt it-herredømme og milliarder på kontoen.
Dengang var Stein Bagger og Mikael Ljungman ikke bare tætte
forretningsforbindelser. De havde et spirende venskab – sådan har de
begge beskrevet det.
Stein Bagger og fruen havde blandt andet været i USA for at besøge svenskeren.
Rev svenskeren med i faldet
Men sådan er det ikke længere.
Da Stein Bagger sidste år indrømmede, at han var arkitekten bag en af
danmarkshistoriens største svindelsager, rev han sin svenske makker med i
faldet.
For en del af Baggers tilståelse lød på, at Mikael Ljungman – hos hvem langt
størstedelen af svindelen var gennemfaktureret – udmærket var klar over,
at der ikke var realiteter bag enorme handler med computerhardware og
softwarelicenser.
Sig sandheden!
Stein Bagger gav sågar Mikael Ljungman skylden for kollapset.
For det var hans manglende betaling for nogle fiktive varer, der var stærkt
medvirkende til, at IT Factory løb tør for likvider, og at Stein Bagger
dermed ikke kunne holde liv i leasingkarrusellen.
Ifølge Ljungman er Baggers forklaring en stor løgn.
Og som det fremgår af en opgørelse over, hvad de to gamle næsten-venner slås
om, mener han, at de mange transaktioner, der var mellem hans virksomheder
og Stein Bagger, var reelle forretninger.
Ljungman håber på sandheden
I sit første længere interview med et dansk medie sagde Mikael Ljungman i
lørdags til Ekstra Bladet, at han inderligt håber, at Stein Bagger siger
sandheden, når han i morgen sætter sig i vidnestolen.
En ting er sikker: Hvis retten tror på Baggers forklaring, kommer duoens
næsten møde til at foregå bag tremmer.
Du kan følge Stein Baggers forklaring minut for minut på ekstrabladet.dk
hele torsdagen igennem
|
|
|
|
|