11. september
|
|
|
|
|
|
-
06:55 - 11. sep. 2004
|
|
|
DATOEN står jo allerøverst på siden, så der skulle vel ikke være grund til at gentage den. Men efter 2001 er 11. september ikke bare den dag, der sørger for, at 10. og 12. september ikke støder ind i hinanden.
Da de to fly bragede ind i World Trade Center og dræbte næsten 3000 mennesker, krakelerede vores verdensbillede. Livet bliver aldrig det samme igen. SIDEN ER budskabet om vor sårbarhed brutalt blevet understreget igen og igen. Stednavne som Casablanca, Bali, Istanbul, Madrid og Moskva står skrevet i blod.
Og har vi et øjeblik troet, at nu kan det ikke blive værre, illustrerede massakren på mere end 300 børn på skolen i Beslan, at der ikke findes en nedre grænse.
HVERDAGEN er blevet anderledes. Ser vi en kuffert forladt på et tog, er det ikke længere bare synd og ærgerligt for den glemsomme passager. Nu skal togføreren gøres opmærksom på den potentielle trussel.
Selv i de allermindste ting slår angsten igennem. I dag bliver Pernille Rosalia Korsbak Poulsen gift med lensgreve Bendt Wedell. En glædelig begivenhed, som overvåges et meget stort antal betjente.
Fordi kongefamilien er blandt gæsterne. Og fordi parret bliver gift den 11. september...
I GÅR meddelte nyhedsbureauet Ritzau, at en terrorgruppe i Irak truer med at straffe Danmark. For tre år og en dag siden ville sådan en trussel formentlig være blevet modtaget med et skuldertræk. Nu ville det være letsindigt at nøjes med den reaktion.
Danmark er de sidste tre år blevet mere lukket. Retssikkerheden er blevet forringet. En forståelig reaktion, men den vej skal vi ikke gå længere ned ad -så vil terroristerne for alvor have sejret.
EN FJENDE, der nærer en afgrundsdyb foragt for liv -også sit eget -er vanskelig at bekæmpe. Det er åbenbart, at hverken præsident Bush eller Putin har løsningen. Tværtimod synes deres politik kun egnet til at skabe yderligere terrorister.
Imens kan vi andre trykke os, passe godt på os selv og hinanden og håbe, at bomben heller ikke næste gang slår ned her.
|
|
|
|