Indlæser...

Krise-banker stavnsbinder kunderne

Du skal betale for bankens dårlige regnskab - og det er umuligt at flygte til en anden bank

09:09, 06. feb 2009 | Ritzau /kup!

Amagerbanken præsenterede i går et regnskab på minus 519 millioner - det er med til at stavnsbinde kunderne, vurderer finanseksperten Kim Valentin (Foto: Morten Langkilde).
Amagerbanken præsenterede i går et regnskab på minus 519 millioner - det er med til at stavnsbinde kunderne, vurderer finanseksperten Kim Valentin (Foto: Morten Langkilde).

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Regnskaber i frit fald fra landets banker gør det endnu dyrere at være bankkunde og stavnsbinder et flertal af danskere til deres bank.

Det skriver Berlingske Tidende, efter at flere af landets store banker, med Danske Bank i spidsen, i går offentliggjorde regnskaber for 2008. Regnskaberne afslørede en situation, der er langt værre, end selv de største pessimister havde forventet.

Kun gode kunder kan skifte
- Det er kun de rigtig gode kunder, som problemfrit kan skifte bank i dag. Resten må finde sig i bankens stigende renter uden nødvendigvis at have et andet sted at gå hen, for ingen vil have dem som kunder, siger privatøkonomisk rådgiver og administrerende direktør i Finanshuset i Fredensborg, Kim Valentin.

Forbrugerrådet er da også blevet kontaktet af flere danskere, som ikke kan få lov til at skifte bank på trods af markante rentestigninger:

Føler sig fastlåst
- Vi får en del henvendelser fra danskere, som føler sig fastlåst i deres bank, siger cheføkonom i Forbrugerrådet, Carsten Holdum, der kritiserer bankerne for at sende regningen videre til kunderne.

Ordførende direktør i Danske Bank, Peter Straarup, kaldte situationen den værste siden depressionen i 1930erne og lagde heller ikke skjul på, at det bliver dyrere at være bankkunde. Allerede nu har flere banker hævet udlånsrenten markant:

- Eksempelvis har kunder i Jyske Bank fået hævet udlånsrenten med 1,5 procentpoint på et lille år på visse produkter, siger partner i Mybanker.dk, Morten Westergaard.

Fald på 93 procent
Med gårsdagens katastrofale regnskaber har danske banker indtil videre formøblet et overskud på 16,6 milliarder kr. efter skat til et minus på 374 millioner kr.

Forstædernes Bank fik et underskud på 1,2 milliarder kr. i 2008, mens Amagerbanken endte med et minus på 519 millioner kr. Danske Banks regnskab var meget værre, end samtlige analytikere havde forventet. Overskuddet i 2008 skrumpede ind til en milliard kr. - et fald på næsten 14 milliarder eller 93 procent i forhold til året før.

Annonce