Et nyt forslag fra energiminister Connie Hedegaard kan komme til at koste
forbrugerne milliarder.
Oprindeligt var lovforslaget L3 tænkt som en beskyttelse af forbrugeren, men nu har energiminister Connie Hedegaard (K) fremsat et ændringsforslag, der betyder, at distributører af el med Dong i spidsen fremover får nemmere ved at hæve prisen på el og dermed sende ekstra milliardregninger til forbrugerne.
Erhvervslivet frygter, at det kan sende prisen på distribution af el i vejret med 30 procent, skriver Information.
Atrraktivt på forbrugernes beskostning
Lovforslaget fjerner loftet på de danske elpriser, og gør dermed distribution
af el i Danmark til en langt mere givtig forretning. I modsætning til i dag,
hvor loven fastsætter en klar grænse for, hvad et selskab kan tjene på at
eje et distributionsnet.
Professor og ekspert i energiplanlægning på Aalborg Universitet, Frede Hvelplund, mener derfor, at ministerens ændringsforslag skal ses som et forsøg fra statens side på at gøre det statsejede Dong klar til et salg på forbrugernes bekostning.
Det er 'særligt problematisk'
Økonom i Forbrugerrådet, Martin Salomon, kalder ændringsforslaget for
bekymrende, fordi det på alle de centrale punkter understøtter
industriinteresserne i energisektoren - på bekostning af forbrugerne.
- Forhandlingerne om at ændre på loven er sket uden om forbrugerorganisationerne og tydeligvis kun med energibranchens egne selskaber. Det kommer til at koste forbrugerne dyrt. Og det virker helt uforklarligt, at disse ændringer til et ellers udmærket lovoplæg kommer uden at forbrugerne er blevet hørt, siger Martin Salamon.
I Dong hæfter man sig omvendt ved, at selskabet nu får incitament til at effektivisere - i modsætning til tidligere, hvor gevinster over prisloftet skulle modregnes ved at sænke tariffen næste år.
