Abonnenter på Forbrugerrådets blad Tænk har til stor forundring fundet deres
hemmelige telefonnumre og kontonumre lækket til billeddelingstjenesten
Flickr. Ved en fejl har Forbrugerrådet nemlig sendt de fortrolige
oplysninger videre.
Det skriver Version2 og gratisavisen 24timer i dag.
Opsætningsfejl
Ifølge Version2's oplysninger var det en opsætningsfejl, der den 10. maj kom
til at sende en del af rådets e-mailkorrespondance videre til
billedtjenesten Flickr. Selvom de nu er slettet fra Forbrugerrådets
Flickr-side, så har Google gemt dele af mailene.
Det betød, at man så sent som fredag stadig kunne finde indholdet af mails, der spænder fra abonnenter på Forbrugerrådets blad Tænk, som ønsker at opsige deres abonnement, til interne mails om kampagner og møder.
En enkelt mail indeholdt både det hemmelige telefonnummer og adressen på en Tænk-abonnent.
Rådet revser andre
Bommerten sker et lille års tid efter, at Forbrugerrådet selv søsatte en stor
kampagne, der skulle gøre forbrugerne mere opmærksomme på, hvem de afgav
deres personlige oplysninger til.
Forbrugerrådet erkender i den aktuelle sag, at der er tale om en fejl.
- Der blev lavet en konfigurationsfejl i forbindelse med opsætningen af en Flickr-kampagne den 10. maj. Vi blev opmærksomme på det om morgenen den 11. maj og fjernede det, men var ikke opmærksomme på, at Google kom forbi, siger afdelingschef Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet til Version2.
- Der er ingen tvivl om, at vi har begået en fejl, som vi har rettet, siger afdelingschef Vagn Jelsøe.
Beskyldt for spam og vildledning
Forbrugerrådet kom for nylig i mediernes søgelys, da rådet af flere jurister
blev beskyldt for at opfordre til spam i forbindelse med oprettelsen af
elklubben Tænk Strøm, der forhandler favorable priser hos elselskaberne.
Både elkunder og eksperter kritiserede også Forbrugerrådet for at vildlede kunderne i forbindelse med Tænk Strøm.
Se også: Læs også: Forbrugerrådet beskyldes for at vildlede elkunder
Se også: Læs også: 14.000 forbrugere kæmper for billigere el
