Sig ja til at lade forsikringsselskabet overvåge din kørsel og spar til
gengæld penge på bilforsikringen:
Forsikringsselskabet Alka tilbyder nedsat pris til kunder, som accepterer at installere en 'sort boks', der kan registrerer data om bilens hastighed og placering. Til gengæld får kunderne 25 procent rabat på forsikringen.
Håbet er, at boksen vil føre til færre skader blandt forsikringskunderne, efter positive erfaringer med en tidligere, lignende ordning:
- Vi har kun haft positive tilbagemeldinger på den gamle boks, og der er meget få uheld blandt dem, som kører med boksen, siger pressechef Lise Agerley fra Alka til ekstrabladet.dk.
Se også: Læs også: Hver femte kører bil med alkohol i blodet
Konkurrenter venter
Hos konkurrenterne forholder man sig afventende til at bruge sorte bokse og
anden teknologi til at overvåge bilisterne og holde dem ansvarlige for deres
kørsel.
Codan forsikring overvejede for et år siden fordelene ved at installere en sort boks i biler, men vurderede, at IT-delen ville blive for dyr. De har ingen konkrete planer om at ændre standpunkt, oplyser de til ekstrabladet.dk.
Se også: Læs også: Sådan får du en billigere bilforsikring
Hos Tryg Forsikring er der heller ikke planer om sorte bokse i bilerne i den nærmeste fremtid:
- Det indgår bestemt i vores overvejelser, for vi er meget optaget af forebyggelse, og det er jo også et middel til at forebygge skader. Men det er ikke vores indtryk, at teknologien indtil nu har været helt overbevisende og problemfri, så der er ingen konkrete planer om at indføre det lige nu. Men det er bestemt et område, vi følger med interesse, siger Gerhard Dall fra Tryg Forsikring til ekstrabladet.dk.
Hos Tryg har man dog et krav om, at biler i en vis prisklasse skal have monteret en GPS-chip så de kan spores, hvis de bliver stjålet, ligesom Alkas sorte boks giver mulighed for, oplyser han til ekstrabladet.dk.
40 procent færre uheld
Boksen fra Alka koster 1000 kroner, som kunden selv skal betale. Ifølge Alka
vil en yngre bilist i en mellemstor bil have tjent boksen ind i løbet af 10
måneder.
Alka har tidligere tilbudt kunderne forsikring med boks, men vurderede at isenkrammet var for dyrt (5000 kroner) og ikke fungerede helt optimalt, og ordningen blev lagt på køl.
Se også: Læs også: Prisen på forsikring eksploderer
Tidligere erfaringer viser, at de der kører med boksen har 40 procent færre skadesanmeldelser end de, der ikke gør. Om det skyldes, at det er asfaltens dukse, som vælger boksen, eller om den faktisk får folk til at køre pænere, kan dog ikke siges med sikkerhed.
- Det er klart, at den appellerer mest til de gode bilister, som kører pænt i forvejen. Men vi håber, at vi med rabatten og den relativt lave pris for montering kan drive de unge til at sætte den i. For vi ved, at boksen er adfærdsregulerende og et godt incitament til at køre forsvarligt, siger Lise Agerley fra Alka.
