Persondata politik

Topadvokat kræves udleveret til Frankrig

Johan Schlüter betegner den franske arrestordre på ham for vanvittig og helt kafkask: - Jeg aner ikke, hvad jeg er mistænkt for

Seneste i Forbrug

Hent flere

Mest læste i Forbrug

EKSTRA Forbrug

 

En fransk undersøgelsesdommer har udstedt en international arrestordre på en af Danmarks mest kendte advokater, den internationalt arbejdende topadvokat Johan Schlüter, København.

- Arrestordren er vanvittig, og det hele virker helt kafkask, siger Johan Schlüter til ekstrabladet.dk og fortsætter:

- Jeg aner ikke, hvad jeg er mistænkt for, og min franske advokat har på det kraftigste protesteret imod undersøgelsesdommerens beslutning.

- Jeg er overbevist om, at nogen i det franske system med denne arrestordre vil forsøge at blokere en voldgiftssag i Danmark.

Omdrejningspunktet i den komplicerede og spegede sag er noget så fantastisk som rettighederne til den verdensberømte franske sanger og sangskriver Charles Trenet (1913-2001).

Blandt de mest kendte numre fra hans hånd og mund er bl.a. Boum!, La Mer og Douce France. Hans katalog af sange er enormt, nummereringen kommer tæt på éttusinde.

Sagens baggrund er følgende:

Den danske topadvokat Johan Schlüter blev i 2006 bedt om at lave kontrakter om overdragelse af rettigheder til Charles Trenets værker til et dansk selskab. Selskabet hed Nest A/S og det skulle tage sig af de kunstneriske rettigheder efter Charles Trenets død i 2001 og aerbejde på en række projekter, bl.a. skabe et fransk museum og en musikfestival m.v. i hans navn.

To aktionærer i Nest

De to aktionærer i Nest A/S er I-SYS ApS ved den danskboende Charles Cardine og George El Assidi, der lever i Frankrig. Johan Schlüter blev sat ind som formand for selskabet.

Johan Schlüter er ikke meget for at puste til ilden i den igangværende konflikt, men henviser til selskabets seneste årsberetning.

Heraf fremgår det, at det er ledelsens opfattelse, at George El Assidi uretmæssigt har modtaget midler, der tilhører selskabet, og at George El Assidi under den mangeårige konflikt er blevet økonomisk støttet af musikforlaget Raoul Breton.

Efter påstand fra selskabet Nest A/S har det franske forlag modtaget påbud fra en fransk domstol om at åbne sine bøger for en udpeget revisor, der skal kulegrave forlagets afregninger over en længere årrække.

Trods dagbøder har Raoul Breton hidtil nægtet at efterkomme påbuddet. Der er i Frankrig indgivet politianmeldelse mod Geroge El Assidi og forlaget Raoul Breton.

Voldgiftssag i Danmark

Ifølge selskabets årsberetning har den franske højesteret - Cour de Cassation - fastslået, at alene en voldsgiftsret i Danmark er kompetent til at dømme i tvivstigheder mellem George El Assidi og selskabet. Selskabet har derfor rejst en voldgiftssag i Danmark, hvor svarfristen gentagne gange er blevet udskudt.

Modparten i voldgiftssagen har svarfrist den 24. august i år.

- Jeg er helt overbevist om, at undersøgelsesdommerens mærkværdige arrestordre over for mig skal ses i det lys, siger Johan Schlüter.

To direktører udleveret til Tyskland

For lidt over en måned siden blev to danske direktører Carsten Robert Jensen og Hussain Iftakhar Khan udleveret til Tyskland under mistanke om hvidvaskning af 1 mia. kr. i forbindelse med milliardsvindelen med handel med CO2-kvoter.

Begge de danske direktører nægter sig skyldige.

Det er Justitsministeriet der afgør om danske borgere kan udleveres til andre stater. Ministeriets afgørelse kan prøves ved retten.

Kort om topadvokaten

Advokat Johan Schlüter, 68 år, driver advokatvirksomhed i eget navn og har en lang række tillidsposter i dansk erhvervsliv. Han er bl.a. præsident for The International Video Federation og er specialist inden for konkurrence- og immaterialret. Gennem adskillige år tilknyttet danske og udenlandske organisationer inden for film-, video- og musikbranchen, og han regnes for en af de få europæiske jura-eksperter inden for netop disse kunstneriske felter.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Peder Nederland Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik