Det er af helt principiel betydning, når Østre Landsret netop har afgjort en
spektakulær sag om en bilejer og hendes p-afgifter. Bilejeren havde nemlig
fået flere p-afgifter, mens hendes bil holdt parkeret samme sted.
Sagen nåede helt til retten, fordi bilejeren nægtede at betale. Hun mente ikke, at det var retfærdigt, at hun kunne finde sin bil, der holdt ulovligt parkeret - med op til flere p-afgifer for samme forseelse.
Den opfattelse var Østre Landsret enig i.
Læs også: Her er Københavns værste p-synder
Kommunen kan ikke lave egne regler
Det var Københavns Kommune, Center for Parkering, der pålagde bilisten, hvis
bil var ulovligt parkeret på et fortov i mere end 24 timer, to
parkeringsafgifter. Ifølge kommunens eget regelsæt må p-vagterne pålægge
helt op til fire afgifter for den samme parkeringforseelse. Men retten
underkendte kommunens regler med følgende udtalelse:
'Opkrævning af yderligere parkeringsafgifter i en situation, hvor der som i nærværende sag er tale om fortsættelse af en ulovlig parkering, for hvilken der allerede er opkrævet én afgift, må forudsætte, at der er klar lovhjemmel herfor, jf. herved princippet i straffelovens § 1 samt artikel 7, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Færdselslovens § 121 ses ikke at indeholde en sådan hjemmel, ligesom der heller ikke ses at være det fornødne hjemmelsmæssige grundlag for at overlade det til de opkrævende myndigheder at fastsætte retningslinjer for, hvorvidt der kan opkræves flere afgifter for samme parkering og i givet fald med hvilket interval.'
På denne baggrund findes der efter de gældende regler alene at være hjemmel til at opkræve én afgift i anledning af samme parkeringsforseelse.
Ulovlig parkering for evigt = 510 kroner
Bilisten var enig i, at bilen holdt ulovligt parkeret, men ville kun betale
den først pålagte afgift. Hun henviste til, at der var tale om den samme
parkeringsforseelse.
Sagen drejede sig således om, hvorvidt bilisten var forpligtet til også at betale den anden afgift. Landsretten gav bilisten medhold i, at hun kun skulle betale én parkeringsafgift.
