Et opstillet billede af en pyjamasklædt kvinde i et Ikea-katalog er åbenbart
faldet saudiaraberne så meget for brystet, at kvinden er klippet ud i den
arabiske udgave af kataloget.
Nu slår store, danske virksomheder fast, at de ingen planer har om en lignende form for censur, selv om kvinder generelt har en lavere status i det konservative kongedømme Saudi-Arabien.
Se også: Ikea klipper kvinder ud af arabisk katalog
Kvinder er velkomne
Hos Arla, som ikke tidligere har været blege for at anvende mere eller mindre
afklædte kvinder i deres reklamer, har man ingen planer om at droppe damerne
i markedsføringen.
- Der optræder regelmæssigt kvinder i vores markedsføringsmateriale i Saudi-Arabien, og vi har ikke oplevet, at noget materiale er blevet censureret af lokale myndigheder, uddyber pressechef i Arla, Theis Brøgger.
Heller ikke hos LEGO har man oplevet problemer med markedsføringen.
- Vi bruger akkurat de samme kataloger i Mellemøsten, som vi bruger herhjemme. Reklamerne er ikke anderledes eller censureret. Men vi bruger selvfølgelig også kun børn i vores reklamer. Det er nok anderledes, end hvis vi havde brugt voksne, tilføjer kommunikationschef hos LEGO Charlotte Simonsen.
Ikea: Underlig censur
Hos Ikea Danmark undrer man sig over den arabiske censur og understreger, at
den er imod Ikeas overordnede politik.
- Hos os har vi en politik om hverken at diskriminere køn eller seksualitet. Så derfor er Saudi-Arabiens censur stik imod alt, hvad Ikea står for, siger marketing manager for den danske afdeling af Ikea, Teresia Palm.
Hun forklarer, at beslutningen om censuren er foretaget i den saudi-arabiske afdeling af Ikea - uden om Ikeas hovedkontor i Sverige.
- Det retoucherede katalog er kommet på gaden i Saudi-Arabien, så det kan vi ikke gøre så meget ved. Men vi kan sørge for, at den form for censur ikke sker fremover, understreger hun.
Men I har ikke tænkt jer at trække jer ud af Saudi-Arabien eller på anden måde sanktionere landet?
- Nej, det har vi ikke. Men vi vil sørge for, at det ikke sker igen, gentager marketing manageren.
