Persondata politik

Vi er optaget af gæld - og at komme af med den

Der findes tre typer af gældsplagede. Hvilken type er du, og hvordan håndterer du din gæld?

Seneste i Forbrug

Hent flere

Mest læste i Forbrug

EKSTRA Forbrug

 

Sidste uges artikel om gæld og om, hvordan du kommer videre i dit liv med og uden gæld, var noget, der fik læserne frem i stolen. Knap 50.000 læste artiklen her på ekstrabladet.dk, der var mange besøg på min hjemmeside styrpaapenge,dk, og jeg modtog et stort antal mails og telefonopkald.

Se også: Læs den her: Undgå RKI og fogeden, selvom du har gæld

Det var ikke mennesker, der lige ville sige, at de var enige eller uenige. Det var mennesker, der skrev opsigtsvækkende historier om et liv med alt for meget gæld og alt for lidt overblik.

En kvinde ringede og græd i telefonen, fordi banken havde taget hele hendes løn, så hun ikke havde flere penge at leve for, og det var umuligt for hende at få banken i tale. Hun har et lån til sin bolig og er på ledighedsydelse - og derfor ikke en ren A-kunde i banken.

En tidligere soldat havde haft en dårlig rådgiver - efter at have været udsendt kom han hjem med posttraumatisk stress, og han kan slet ikke få sit liv og sin familie til at fungere.

Se også: Læs også: Derfor hænger du i gældstrædemøllen

En mand på 24, der er gift og har to små børn, henvendte sig også. Han har startet en forretning og har ikke på noget tidspunkt haft styr på økonomien. Nu er hans gæld så stor, at han arbejder i sin egen forretning om dagen og har natarbejde ved siden af. Han læner sig tæt op ad en skilsmisse.

En mand, der har stor gæld til banken og en masse smågæld, var også en af dem, der reagerede på min artikel. Han kan ikke sove om natten og har med mellemrum selvmordstanker. Han overvejer at melde sig til tv-programmet 'Luksusfælden', men har alligevel ikke lyst til at udstille sig selv på den måde.

Se også: Læs også: Det er ikke sjovt at være skyldner!

Skilsmisse, konkurs og mangel på struktur
Generelt er der tre kategorier af mennesker med gældsproblemer:

Kategori 1: Mennesker, der har gæld efter skilsmisse.
Kæmpegæld som følge af en skilsmisse, hvor der er blevet solgt et hus med underskud. Underskuddet bliver konverteret til et forbrugslån, hvilket i værste fald betyder, at renten stiger fra måske 2 % til 13 %. Begge parter hæfter for lånet, indtil det er indfriet. Det kan der ikke ændres ved - det er der skrevet under på, da lånet er etableret, og det er selvfølgelig ærgerligt, at folk bliver skilt, og den ene part stopper betalingerne. Det kan synes urimeligt, men det er der ikke noget at gøre ved.

Se også: Læs også: Lad ikke gælden smadre dit liv

Konsekvensen er, at det kan blive meget svært at starte en ny familie op, hvis der skal afvikles 5-6.000 kroner på et lån om måneden.

Kategori 2: Mennesker, der har lukket en virksomhed.
Initiativrige, kreative mennesker har startet en virksomhed. Virksomheden udvikler sig i en positiv retning, iværksætteren får travlt og er optaget af at lave det, han/hun er dygtig til og brænder for. Så iværksætteren glemmer alt det, der ikke er sjovt - at betale leverandører, moms og skat - og i værste fald ender iværksætteren med, at firmaet må lukke, og han/hun sidder med en meget stor gæld.

Se også: Læs også: Kan man tænke sig rig?

Selv om du er superdygtig til at være murer eller coach eller planteskoleejer, er du sandsynligvis ikke interesseret i økonomi, budgetter og forretningsudvikling. Det er derfor vigtigt, at du uddelegerer nogle af de arbejdsopgaver, du ikke 'gider', så du kan bruge din tid på det, du er god til, og lade andre gøre det, de er gode til.

At tro, du kan gøre alt arbejde selv som iværksætter, er skidt - og du tager jo i princippet arbejdet fra dem, der er dygtige til det. Er du iværksætter eller selvstændig, så sørg for at uddelegere mindst tre opgaver, som du ikke gider. Fokuser din energi på at udvikle din forretning og dermed skabe vækst for dig selv og for samfundet.

Kategori 3: Mennesker, der aldrig har lært at have styr på deres økonomi.
Der mangler i den grad økonomisk forståelse blandt danskerne - det er ikke en bestemt aldersgruppe, det er mennesker i alle aldre.

Se også: Læs også: Vi køber med følelserne

De mange henvendelser bekræfter mig i, at der er et kæmpebehov i dette land for, at vores børn og unge får en økonomisk opdragelse i folkeskolen og i ungdomsuddannelserne. Mange mennesker havner i bundløs gæld og økonomisk kaos og er bundet til det i mange år - ja, for nogle resten af livet.

Tag dit ansvar
I de tre ovennævnte kategorier kan der igen deles op i to grupper:

1. Dem, der vil ud af deres gældssituation.

2. Dem, der accepterer, at det er sådan, det er, og at det bliver ved med at være sådan i mange år. Nogle håber på, at jeg eller andre kan fixe deres problem i løbet af et par dage. Og at vi gør det gratis…

Sådan forholder det sig naturligvis ikke. Det er min holdning, at hvis problemet er stort nok, og du vil videre med dit liv, vil du også gøre det, der er nødvendigt for at komme videre. For eksempel at sætte sig ned og skabe det overblik, der skal til, eller at skaffe de penge, der skal bruges til gældsrådgivning, eller ringe til kreditorerne og lave en aftale med dem om, hvordan gælden betales.

At have en stor gæld får mange mennesker til at havne i en passiv rolle - det er som om, at håbet opgives, og at der ikke er mere at kæmpe for. Det kan jeg for så vidt godt forstå, men der er altid en løsning. Forudsætningen for at finde en løsning er, at du tager ansvar for din situation og gør noget - gør noget andet end det, du plejer at gøre. Det kan være at begynde at åbne rudekuverterne eller at skrive de beløb ned, du skylder - eller at kontakte en, der kan hjælpe dig - tale med nogen om det.

At ændre bare en lille ting kan på den lange bane få stor effekt. Det er, når den første forhindring er fjernet, at der åbner sig nye muligheder for at skabe en forandring i dit liv.

Hvis du deponerer ansvaret for din løsning hos andre, placerer du dig selv i offerrollen, og der er ikke sjovt at være.

Et godt tip om løn
Hvis du skylder penge til den bank, hvor din løn eller lignende indgår, er det nødvendigt at oprette en indlånskonto i et andet pengeinstitut, da banken har modregningsret i dit indestående. Det betyder, at når du får løn den 1., og du har banklån, så tager banken det beløb, den skal have, inden noget andet bliver betalt.

Hvis det nye pengeinstitut ikke ønsker dig som kunde, for eksempel fordi du er registreret i RKI, skal du bede om at få dette skriftligt, da du lovligt har krav på at få åbnet en lønkonto med almindeligt hævekort, dog uden Visa/Dankort eller budgetkonto.

Du kan læse mere her: Må banken nægte mig en indlånskonto?

Læs mere om gældsrådgivning, og hvordan du kan få hjælp til at komme af med din gæld på www.styrpaapenge.dk

NB:
Jeg skrev i fredags, at Skat ikke var til at tale med - at de bare tilbageholdt i din løn. Det er ikke korrekt. En venlig mand har ringet til mig og meddelt, at Skat har en afdeling, der udelukkende tager sig af frivillig akkord og eftergivelse af Skat, så der er en mulighed. Undskyld til Skat, fordi jeg ikke var opdateret.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik