Danskere, der selv henter deres brænde i skovene, kan forberede sig på, at
brændet bliver dobbelt så dyrt.
Det mener Dansk Skovforening, der har protesteret imod de planlagte afgifter fra regeringens side.
Ifølge foreningen vil regeringen lægge afgift på vedvarende og CO2-neutrale brændsler som brænde og træflis til rumvarme.
Regeringens forslag betyder, at sankebrænde bliver dobbelt så dyrt: Afgiften skønnes ifølge Dansk Skovforening at blive omkring 165 kr. pr. rummeter bøgebrænde. Gennemsnitsprisen for sankebrænde af bøg har været helt stabil siden 2004 og var sidste år på 156 kr.+ moms pr. rummeter.
Se prisudviklingen for brænde 2003-2011
Dansk Skovforening mener, at afgiftens formål er at tjene penge til staten for at dække en del af statens tab når danskerne ellers gør som ønsket: Bruger mindre kul, olie og gas og derfor betaler færre afgifter af fossil energi.
Konsekvenser af afgiften
Afgiften er ifølge foreningen udtænkt bag et skrivebord, og politikerne bag energiforliget aner næppe hvilke konsekvenser afgiften vil få:
Øget grænsehandel
Øget CO2-udledning
Dyrere at bo i landdistrikterne
Øget marked for sort brænde
Øget afbrænding af urent træ
Forringet pleje af skovene
Uhyrligt bureaukrati med at administrere og kontrollere en punktafgift på Danmarks 25.000 skovejendomme.
Historien bag afgiften
Den nye afgift har ifølge foreningen fået det forskønnende og uforståelige navn ”forsyningssikkerhedsafgift”.
Den blev foreslået af den borgerlige regering, overtaget af den nuværende og aftalt af et bredt flertal i Energiforliget i marts 2012.
Nu er lovforslaget under udarbejdelse og fremsættes i foråret 2013. Afgiften fases ind fra 2014 og får fuld effekt fra 2020.
Dansk Skovforening konstaterer tørt: - Vindmøller, solpaneler, varmepumper og jordvarme går fri.
