Persondata politik

Mange risikerer at betale for meget i skat

Skat tror, at den nye alderspension bliver en stor succes, og har derfor lagt 27.500 kr. oven i de fleste borgeres indkomst. Pensionsselskaberne gør det modsatte. De vil i 2013 flytte penge til ratepension og livspension. Tjek derfor din forskudsopgørelse. Du kan få 1.000 kr. mere om måneden!

Seneste i Forbrug

Hent flere

Mest læste i Forbrug

EKSTRA Forbrug

 

Når det nytårsnat bimler og bamler, og raketterne farer mod himlen, så er der samtidig kommet nye regler for alle med pensioner.

Nytårsmorgen er næppe et klogt tidspunkt at tage sine papirer frem for at studere virkningen af den nye skattereform. De nye regler er ganske svære, men her får du reglerne skåret ud i pap, således som de er kendt i dag.

Med den nye skattereform forsvinder fradragsretten på kapitalpensioner. Som erstatning for kapitalpensionen indføres der en ny opsparingsform, der kaldes alderspension. Nogle kalder den også aldersforsikring, aldersopsparing eller noget helt fjerde.

Læs også: Se også: 7. november er forskudsdag

Det er en måde at spare op på, hvor man ikke får fradrag for indbetalingerne. Til gengæld bliver man heller ikke beskattet, når pensionen udbetales på det aftalte tidspunkt. På alderspensionen kan du spare 27.600 kr. op om året.

Som følge af de nye skatteregler har Skat ændret forskudsopgørelsen for 2013 for borgere med opsparing til pension.

Skat mener, at alle som indbetaler på en kapitalpension i 2012 i fremtiden vil lade de penge overflytte til den nye alderspension.

Ekstra Bladet har fundet en anden verden

Det hænger dog slet ikke sammen med den verden Ekstra Bladet har fundet frem til.

De pensionsselskaber som Ekstra Bladet har talt med vil nemlig overføre de tidligere indbetalinger til kapitalpension til konti med fradragsret, nemlig til ratepension og livspension. Der må højst indsættes 50.000 kr. om året på en ratepension, mens der ikke er noget loft for indbetaling på en livspension.

Med andre ord så forventer Skat, at danskerne ikke har fradrag for pensionsindbetalingerne, men i den faktiske verden så har de.

Derfor bør alle som har indbetalt til en kapitalpension få tilpasset sin forskudsopgørelse for 2013 - ellers risikerer man at betale for meget i skat.

Pengene er ikke tabt. De kommer tilbage i 2014 som overskydende skat, men for rigtig mange familier kan 1.000 kr. mindre om måneden betyde meget i forsøget på at få budgettet til at hænge sammen.

Danica slår fast:

Pressechef Mikkel Bro Petersen fra Danica Pension siger:

- Vi anbefaler alle vores kunder, som har indbetalt til kapitalpension at rette forskudsopgørelsen for 2013 til. Ellers er der stor risiko for, at man betaler mere i skat end nødvendigt.

- Der er tale om en stor ændring for danskerne nu, hvor kapitalpension forsvinder og en ny opsparingsform kommer til. Samtidig er det rigtig ærgerligt, at der er forskel mellem den praksis, som Skat har forudsat, og den praksis som pensionsselskaberne har valgt, siger Mikkel Bro Petersen og fortsætter:

- Det betyder nemlig, at det nu også bliver et spørgsmål om at forstå sin skat og forskudsopgørelse. Når det kombineres med pension, så er der tale om en rigtig vanskelig cocktail for langt de fleste danskere.

- Pengene forsvinder ikke, hvis forskudsopgørelsen ikke tilpasses. Har du betalt for meget i skat, så kommer de tilbage året efter. Men skal rådighedsbeløbet være intakt, så er det om at få tilpasset. Jeg tror ikke, at der er mange, som ikke kan mærke, hvis der mangler f.eks. 1.000 kroner om måneden, siger pressechefen.

PFA fører pengene til ratepension og livspension

Fuldstændig på linie med kollegaen i Danica er PFAs privatøkonom Carsten Holdum. Han siger:

- Indbetaler du i dag til en kapitalpension, vil du komme til at betale for meget i skat i 2013.

- Hvis din pensionsindbetaling i PFA i 2012 gik til kapitalpension, vil din skattebetaling i 2013 blive for høj. Det drejer det sig om op til ca. 1.000 kr. om måneden, som du får mindre udbetalt fra 1. januar.

- Du kan løse problemet ved at ændre på din forskudsopgørelse for 2013. Konkret ved at ændre beløbet i rubrik 19, så der står det samme som på din forskudsopgørelse for 2012 – for de fleste vil beløbet være tæt på nul. Foretager du dig ikke noget, vil du få den overskydende skat tilbage i løbet af 2014.

- Som en del af skattereformen kan der fra årsskiftet ikke længere indbetales til kapitalpension, som bliver afløst af en ny ikke-fradragsberettiget opsparingsform, den såkaldte alderspension (aldersforsikring m.v.) Fejlen i forskudsregistreringen skyldes, at Skat for at undgå restskatter forudsætter, at de fremtidige pensionsindbetalinger vil gå til alderpensionen (aldersforsikringen m.v.).

- Men det er ikke korrekt, da dine pensionsindbetalinger i PFA i stedet vil gå til rate- eller livspension, hvor du stadig har fradragsret, siger Carsten Holdum, PFA.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Kim Vangkilde Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik