Problemet med kopivarer har længe været kendt herhjemme. Men nu er presset fra
Asien og omfanget af kopivarerne blevet så stort, at flere
onlinemarkedspladser advarer mod plattenslagerne.
Både Trendsales og Gul og Gratis oplever en stigning i antallet af falske mærkevarer, og det er både private og organiserede forhandlere, der står bag.
Tidoblet fortjeneste
Gul og Gratis sletter eller redigerer jævnligt annoncer fra private, der
tydeligvis har hentet de billige varer hjem fra Kina og forsøger at
videresælge dem på nettet. Netop derfor har onlinemarkedet netop udsendt en
advarsel mod de falske varer, som især er kopier af de dyre Canada Goose
jakker.
- I Kina koster en kopi af en Canada Goose jakke cirka 250 kroner. Vi har set eksempler på, at privatpersoner forsøger at videresælge sådan en kopi til 2500 kroner - altså til det tidobbelte. Andre forsøger at sælge en 'brugt' udgave til 1500 kroner - altså stadig med en stor fortjeneste, fortæller direktør for digitale medier hos Gul og Gratis Richard Wraae til ekstrabladet.dk.
Se også: Læs også: Fup-mærkejakker til salg på nettet
Han er netop hjemvendt fra en rejse til netop Kina, hvor han har set kopivarerne blive produceret - helt lovligt.
Stor kinesisk industri
- Kopivarer er blevet en voldsom stor industri i Asien, og her er man blevet
så dygtige til at lave kopivarerne, at man næsten ikke kan se forskel på den
ægte og den uægte vare. Man skal nærmest være fagperson for at se forskel,
tilføjer Richard Wraae.
Som ekstrabladet.dk tidligere har beskrevet, styrer flere frakkefuskere deres firma fra Kina.
Skitøj i høj kurs
Også hos Trendsales ser man et stort problem med kopierede mærkevarer. Ud
over Canada Goose er det især andre eksklusive overtøjsmærker som Moncler og
skitøjsmærkerne North Face og Peak Performance, der bliver forsøgt kopieret
og videresolgt. Også populære vinterstøvler som Sorel er blevet en
efterspurgt vare, oplyser direktør hos Trendsales Martin Falslev Andersen.
- Det er varer, som er meget efterspurgte op til vinteren, og hvor producenten ofte ikke kan følge med. Det er som om, at det hvert år kommer bag på folk, at det er vinter. Og når de så står og skal bruge noget vintertøj, så er det udsolgt, uddyber Martin Falslev Andersen til ekstrabladet.dk.
Se også: Læs også: Facebook annoncerer for falske mærkejakker
Trendsales eget betalingssystem TrendsalesHandel har i øvrigt en køberbeskyttelse tilknyttet. Derfor vil du kunne få hele handelsbeløbet dækket af Trendsales, hvis din købte vare viser sig at være en kopi, og sælger ikke vil tage ansvar i sagen.
Professionelle kopister
Flere og mere organiserede forhandlere af kopivarerne dukker også op med
jævne mellemrum. Og det kan være mere end svært at opdage de 'falske'
forhandlere, oplyser e-handelsfonden.
- Dem, der laver disse hjemmesider, er blevet mere professionelle. For eksempel oplevede vi sidste år, at en forhandler af falske Canada Goose jakker misbrugte e-mærket på sin hjemmeside. Derudover stjæler de ofte billeder fra de originale hjemmesider, og former opsætningen så den bliver lige så strømlinet, forklarer jurist hos e-handelsfonden Maria Lovise Jensen.
Læs her på siden, hvordan du kan kende en 'falsk' hjemmeside.
