Persondata politik

Kreditkort betaler vores overforbrug

Danskerne bruger stadig flere penge, som vi ikke har, og finansierer overforbruget med kontokort og blankolån, viser ny statistik

  • Vi køber for meget og tjener for lidt: Danskerne bruger hurtige lån til at finansiere deres forbrug. (Foto: Colourbox)
Vi køber for meget og tjener for lidt: Danskerne bruger hurtige lån til at finansiere deres forbrug. (Foto: Colourbox)
1 af 1
 

Danskernes økonomi kan ikke følge med forbruget, og vi bruger i stadig højere grad kreditkort og blankolån for at få tingene til at hænge sammen.

En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at den samlede forbrugerkredit er steget med 3,3 procent fra tredje til fjerde kvartal i 2012.

Hvis man sammenligner med samme kvartal i 2011 er stigningen på 4,7 procent, svarende til 880 millioner kroner.

Stigningen er især markant inden for kreditkort og blankolån, hvorimod bankernes og realkreditternes udlån kun er steget 0,2 procent.

- Når forbrugskreditterne stiger på den måde, så er det fordi, bankerne er blevet strammere med at give kreditter. Men danskerne ikke har ændret adfærd: De bliver ved med at låne penge, og når bankerne så ikke vil træde til, så finder de pengene på kontokort og uden om bankerne, og det er noget skidt, siger ekstrabladet.dk's ekspert i privatøkonomi, Lone Eriksen.

Se også: Lad ikke gælden smadre dit liv

Vi svinger kreditkortet
Der er stigninger inden for alle kategorier af lån, lige fra blankolån til kredit mod sikkerhed. Men det er især en voksende kærlighed til købe- og kreditkort, som driver forbrugerkreditterne i vejret.

I forhold til kvartalet før er der en stigning på 6,9 procent i saldoen på købe- og kontokortene, og sammenlignet med 2011 er saldoen hele 14 procent højere.

- Det er bekymrende, at den her slags kreditter bliver ved med at stige. Det er en dyr måde at låne på, og en stor belastning for folks private budget. I banken vil man på et tidspunkt nå en grænse, hvor man ikke kan få lov til at låne mere, fordi banken kan se, at det har man ikke råd til. Men på den her måde kan man i princippet blive ved og ved med at låne, indtil man en dag havner i Luksusfælden, siger Lone Eriksen.

Se også: Derfor betaler vi ikke af på lånet

Ikke vant til at spare
Stigningen i de danske forbrugslån har givet anledning til bekymring fra flere sider.

Hos BRF-kredit vurderer man på baggrund af de nye tal, at det er den pressede økonomiske situation med stigende ledighed og presset økonomi hos familien Danmark, der får os til at bruge konto- og kreditkort flittigere.

'Vi vurderer, at danskerne i stigende grad tyer til forbrugerkreditter for at få økonomien til at hænge sammen, fremfor til impulskøb som for eksempel fladskærme og computere', skriver cheføkonomi Ulrikke Eklund i en kommentar.

Også Arbejdernes Landsbanks cheføkonom, Lone Kjærgaard, udtrykker bekymring for, at danskerne finansierer deres forbrug med dyre kreditter midt i en økonomisk krise.

'At der er sket en stigning i den gæld, danskerne har uden om penge- og realkreditinstitutterne, er bekymrende og samtidig ganske paradoksalt, da vi står i en tid, hvor danskerne generelt holder pungen tæt til kroppen og er meget tilbageholdende med at optage lån i bankerne og realkreditinstitutterne', lyder hendes kommentar.

Se også: Undgå RKI og fogeden, selvom du har gæld

Ekstra Bladets økonomiske ekspert mener, at det største problem er, at danskerne har svært ved at sætte tæring efter næring.

- Det, at vi har stigende arbejdsløshed, spiller naturligvis også ind, men på den anden side, så er skattetrykket jo ikke blevet værre, snarere tværtimod. Jeg tror simpelthen, at det handler om, at vi har svært ved at skrue vores forbrug ned. Vi har levet i nullerne, hvor man kunne låne hele tiden til alt, så hvis man ville have et nyt fjernsyn eller en ny bil, så købte man det bare. De vaner er ikke noget, man bare lige kan ændre fra den ene dag til den anden, og når banken så siger nej til at låne ud, så finder danskerne pengene et andet sted, siger Lone Eriksen.

Se også: 5 tip til at få styr på økonomien

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik