Forbrugerpriserne stiger lidt mindre

Forbrugerpriserne gik op med 2,3 procent i oktober mod 2,5 procent i september

EKSTRA forbrug

Hent flere
 

Inflationen blev dæmpet en smule ned i oktober, idet forbrugerpriserne blot steg med 2,3 procent mod 2,5 procent måneden før.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er lavere priser på fødevarer og benzin, der trækker den årlige stigningstakt lidt ned.

Hvad angår fødevarerne skyldes de lavere prisstigninger, at fedtafgifterne ikke længere trækker op i tallene. Fedtafgifterne blev indført i oktober sidste år.

- Faldet i inflationen var større end ventet, hvilket især hænger sammen med, at fødevarepriserne ikke er steget fra september til oktober, siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.

Lønvæksten på det private arbejdsmarked er nede på 1,6 procent, oplyser Las Olsen. Indregnet højere skatter kommer lønstigningen helt ned på 0,9 procent.

- Der er altså ingen tvivl om, at vi forbrugere stadig taber købekraft, selv om inflationen aftager, siger Las Olsen.

I det kommende år venter Las Olsen en markant mindre inflation. Der er ikke udsigt til nye prisstigninger på energi, og nu er der også udsigt til afgiftslettelser. Dermed kan inflationen nå helt ned på 1,5 procent til næste år, mener Las Olsen.

Han peger dog samtidig på, at de lavere afgifter modsvares af skattestigninger. Så det betyder ikke i sig selv nogen ændring for hovedparten af forbrugerne.

Det gør dog en skattelettelse på løn, der vil betyde, at reallønnen for de fleste vil være stigende til næste år.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Christina Ehrenskjöld Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik