Persondata politik

TV: Banker scorer milliarder på rentestigninger

Strammer renteskruen: De største banker har på blot et halvt år tjent over halvanden mia. kr. ved konstant at hæve renten

  • Pengene vælter ind hos bankerne. Du betaler. (Foto: Lærke Posselt)
« Forrige
Pengene vælter ind hos bankerne. Du betaler. (Foto: Lærke Posselt)
1 af 3
Næste »
 

Hjælp os med at stoppe de grådige banker og vind et uvildigt serviceeftersyn af din egen økonomi. Se hvordan neden under artiklen:

De danske banker scores kassen ved at stramme renteskruen og straffe helt almindelige kunder, der aldrig har lavet andet end blot at betale deres renter og afdrag til tiden.

Hør i klippet herover, hvorfor Ekstra Bladet sætter fokus på bankerne de kommende uger.

Gennem de senere år har bankerne gang på gang hævet renten og krævet flere penge fra kunderne, selv om bankerne selv kan låne til meget lave priser.

En gennemgang af halvårsregnskaberne fra de 15 største banker herhjemme viser således, at de samlet set har scoret over halvanden milliard mere i de seks første måneder af 2012 på deres renteindtægter sammenlignet med samme periode i 2011.

Det er især giganter som Danske Bank, Jyske Bank og Spar Nord, der for alvor scorer rentegevinsten.

Der er noget helt galt
- Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at bankerne hæver deres rente, hver gang Nationalbanken gør det modsatte. Der er noget, der er gået helt galt i bankernes rentepolitik, siger Mette Reissmann fra Socialdemokraterne, der blandt andet blev kendt for at hjælpe gældsramte familier på ret køl i tv-programmet ’Luksusfælden’.

Samlet set medfører de talrige rentestigninger, at bankerne har fået seks procent flere rentekroner i kassen på et halvt år ved at hæve renten til trods for, at deres udlån til almindelige kunder i perioden er faldet med tre procent.

Det vil sige, at bankerne scorer flere milliarder ekstra til trods for, at de låner færre penge ud til almindelige danskere.

Tjener på finanskrisen
Bankernes milliardgevinst møder hovedrysten fra en lang række fronter.

- Der er ingen tvivl om, at bankerne scorer kassen på finanskrisen. De kan selv låne penge billigt, mens de hæver renterne for helt almindelige kunder. Og det gør de for aktionærernes skyld, siger Morten Bruun Pedersen, der er seniorøkonom i Forbrugerrådet.

Niels Storm Stenbæk, cheføkonom i Finansrådet, der repræsenterer alle landets banker, forsvarer bankernes utallige rentestigninger.

- En del af overskuddet hentes via en højere rentemarginal. Men det skal så ses i forhold til, at bankerne samtidig oplever lavere udlån og nedskrivninger, som trækker i den anden retning. Sektoren er nødt til at polstre sig for at leve op til de skærpede krav fra myndighederne. Det kommer fra EU-niveau, så det er vi herhjemme nødt til at rette os efter, siger han.

Hjælp os med at stoppe de grådige banker og vind et uvildigt serviceeftersyn af din egen økonomi. Del din historie om en horribel bankoplevelse med os. Når du står frem med din historie, er du med i vores konkurrence om et serviceeftersyn af din egen økonomi. Vinderen får en dag med skarp rådgivning fra to af landets førende eksperter i privatøkonomi.

Fortæl os din historie på e-mail til bank@eb.dk, send en SMS/MMS til 1224 eller ring til os – så skal vi nok sørge for, at din historie bliver fortalt.

Hjælp os med at stoppe de grådige banker. Støt og følg os:

Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik