Dine Penge

Mere skatte-ups: 3800 fejl på betalingsopgivelser

Godt 3800 danskere har ved en fejl fået opført dobbelttræk af vægtafgift på betalingsservice: Vi trækker ikke pengene, lover Skat

  • Da Skat rettede sin første fejl, skete der desværre en ny fejl. (Foto: Catherina Boserup)
Da Skat rettede sin første fejl, skete der desværre en ny fejl. (Foto: Catherina Boserup)
1 af 1

EKSTRA forbrug

Hent flere
 

Sagen om de 270.000 girokort, som Skat ved en fejl sendte ud til bilejere, der allerede var tilmeldt betalingsservice, nægter at dø.

En ny fejl i Skats behandling af de 270.000 sager, gør nu, at knap 4000 danskere fejlagtigt kan se den halv- eller helårlige grønne ejerafgift eller vægtafgift opført ikke én men to gange på deres betalingsoversigt for august.

Skat bekræfter miseren over for ekstrabladet.dk. Afdelingsleder i Skat, Orla Kristensen, lover dog, at Skat nu har rettet også denne fejl i samarbejde med Nets.

- Den bliver ikketrukket to gange. Den står i oversigten, og den kan vi ikke rette i, fordi den er opgjort. Men beløbet bliver ikke trukket to gange, det bliver kun trukket den ene gang, siger han til ekstrabladet.dk.

Man ikke behøver at foretage sig noget, hvis man ser beløbet to gange på sin betalingsoversigt, rettelsen skulle slå igennem af sig selv, siger han.

Se også: Uups: Skat udsendte 270.000 forkerte regninger

Menneskelig fejl
Fejlen skete, da Skat skulle overføre betalingsoplysninger for de 270.000 personer, der fejlagtigt havde fået tilsendt et girokort, til Nets' betalingsservice, forklarer Orla Kristensen.

- Det, der skete første gang, var, at vi havde lavet en kodefejl, som gjorde, at der blev sendt papirbetalingskort ud til folk, som allerede var tilmeldt betalingsservice, siger han til ekstrabladet.dk.

- Efterfølgende fik vi Nets til at gå alle filerne igennem, og sende dem, som havde betalingsservice, igennem systemet, så de ramte kontoen. Når vi sender disse mange 100.000 betalinger til Nets hver måned, så sker det rent teknisk set delt op i småportioner af 5000-10.000 filer ad gangen, forklarer Orla Kristensen.

Og så gik det galt igen....

- I den manuelle behandling, som er foregået hos Skat og Nets i den forbindelse, sker der så en menneskelig fejl, hvor en fil er blevet sendt af sted to gange og beløbet efterfølgende er blevet opført to gange på betalingsoversigten. Vi har opgjort det til et sted mellem 3800 og 3900 personer, der har fået opkrævningen to gange, siger Orla Kristensen til ekstrabladet.dk.

- Først var der det med girokortene, og så kommer det her, som du siger, er en menneskelig fejl. Sidder der nogle medarbejdere inde hos jer, som trænger til et lille kursus?

- Nej, altså, alle ved godt, hvordan det skal være, vi sender pbs-betalinger her eneste dag året rundt. Det, der er sket her, er, at vi skifter fra et system til et andet. Uanset hvilket sikkerhedstjek, vi har lagt ind, så smuttede det altså desværre i det her tilfælde. Jeg vil ikke tilskrive det nogen enkeltperson, det er en kæde af begivenheder, som gjorde det. Så derfor vil jeg ikke sige, at der er nogen, der skal lære noget eller have et hak i nødden, siger Orla Kristensen til ekstrabladet.dk.

Og NU virker systemet, lover han.

- Vi har testet det manuelt fire dage i træk, hvor det har kørt normalt efter der var lavet de rettelser, som skulle laves. Så det ser ud til, at det fungerer 100 procent, siger Orla Kristensen til ekstrabladet.dk.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik