Persondata politik

Se de mest populære tvangsauktioner

Op mod hver tiende bolig sælges på tvang. Se hvilke tvangsauktionerede boliger, der hitter mest

  • (Foto: Colourbox)
(Foto: Colourbox)
1 af 1
 

Nogles død - andres brød. Det synes at være boligkøbernes motto. I hvert fald bliver op mod hver tiende bolig solgt på tvang, og interessen for de tvangsauktionerede boliger, som ofte sælges med store besparelser, er større end aldrig før.

Det mærker tvangsauktionssitet itvang.dk, som på vegne af boligsiden Boliga har opgjort en liste over de mest besøgte tvangsauktioner lige nu.

Se også: Få sommerhuset til halv pris på tvang

Se også: Huse på tvangsauktion bliver billigere Læs også: Huse på tvangsauktion bliver billigere

Almindelige villaer hitter
Listen viser, at det - i modsætning til boliger i fri handel - ikke er de dyreste huse, der trækker flest klik. Tværtimod er det helt almindelige villaer og sommerhuse, der henvender sig til købere med en moderat størrelse pengepung.

Du kan se de 10 mest populære tvangsauktionerede boliger her:

10. Lufthavnvej 40 - Odense N

Den tiende mest besøgte bolig er en landejendom på samlet set 282 kvadratmeter nord for Odense.

Ejendommen er opført i 1860, men moderniseret inden for de senere år, og den kommende køber kan blandt andet glæde sig til stald og lade, gårdsplads, køkken med elkomfur, emhætte og køleskab, stue, badeværelse med bruser, mellemgang og tre værelser.

Boligen blev sidst handlet i 1998 for 150.000 kr., og der blev budt 105.000 kr. på første tvangsauktion.

Se tvangsauktionen her.

9. Kystvejen 108, Odder

Er du ude efter et sommerhus med havudsigt, kunne fritidshuset i Odder nær Aarhus måske være sagen.

Fra boligen er der udsigt over Aarhusbugten og Kattegat, men indendøre skal du selv fylde huset op med møbler

Fritidshuset blev opført i 2008 med træbeklædning, termoruder i mahognivinduer samt tagpaptag, og der er store terrasser bag huset.

Højeste bud på første auktion var 5,25 mio. kr.

Se tvangsauktionen her.

8. Søndervangs Allé 26 - 2500 Valby

Denne ejendom blev handlet for knap 4,4 mio. kr. i 2006, og på første auktion lød det højeste bud på 1,5 mio. kr.

Anden auktion er sat til den 5. juli, og skulle man have lyst til at byde en anelse højere, er der mulighed for at erhverve en 117 kvadratmeter villa med kælder og tagetage

Ejendommen har nyere termovinduer og kan blandt andet byde på entré med trappe til kælder og førstesal, nyere HTH elementkøkken, flisebadeværelse med bruseniche og gulvvarme samt to stuer.

Huset er ifølge auktionsopstillingen i god stand.

Se tvangsauktionen her.

7. Grønsundvej 268 - 4780 Stege

Stege på Møn er et af de steder landet, der er hårdest ramt af boligkrisen, og dette hus, som ligger tæt på Marienborg Slotspark, opnåede blot et bud på 1000 kr. første gang det blev auktioneret.

Kan man finde lidt flere penge på den anden tvangsauktion, som afholdes d. 27. juni kl. 11, får man adgang til en villa fra 1921 med stue og 1. sal, som blandt andet dækker over en sydvendt stue med tapetserede vægge, køkken med vinylgulv, spiseniche med betongulv og udgang til lille lukket gårdsplads.

Boligen blev handlet i 2008 for 650.000 kr.

Se tvangsauktionen her.

6. A. L. Drewsens Vej 12, st. -1 - 2100 København Ø.

Andelslejligheder bliver afsat med vekslende held i København, og denne sag står indtil videre til at blive solgt for én krone, som var buddet på første auktion.

For pengene får man en erhvervsandel, der tidligere har fungeret som vinstue, og som i boligafgift samlet set koster knap 7000 kr. om måneden.

Se tvangsauktionen her.

5. Klintebjergvej 6 - 4500 Nykøbing Sj.

Nordvestsjælland er et af de mere populære steder at anskaffe sig et sommerhus, og chancen for at gøre en god handel ligger måske og venter i Nykøbing Sjælland.

I hvert fald blev dette sommerhus på 68 kvadratmeter forsøgt købt for 330.000 kr. på første auktion, og kan man skrabe flere penge sammen, er der en ny chance den 4. juli.

Huset indeholder fire værelser, badeværelse samt køkken.

Boligen er en model “Trelleborg” og er opført i træ belagt med ståltag og forsynet med sprossede vinduer.

Der hører desuden to udhuse til.

Se tvangsauktionen her.

4. Husumgade 10 kl - 2200 København N

Ingen ønskede at byde på ejerlejligheden på Nørrebro ved første auktion, så en ny er programsat til den 13. juli.

Boligen fylder 78 kvadratmeter og indeholder tre værelser, der ifølge auktionsopstillingen alle fremstår som arbejdsrum uden toilet og køkken.

Overordnet set er lejlighedens stand dårlig.

Se tvangsauktionen her.

3. Askelundsvej 10 - 3250 Gilleleje

Den nordsjællandske kyststrækning er plastret til med dyre sommerhuse, men her er måske en mulighed for at gøre et billigt køb.

I Gilleleje blev dette sommerhus forsøgt købt på første auktion for 250.000 kr., men der er annonceret en ny auktion den 3. juli, hvor man kan forsøge sig med et bud igen.

Der er tale om et fritidshus fra 1954 på 74 kvadratmeter og en grund på knap 1400 kvadratmeter.

Sommerhuset er hvidt og fremstår uplejet med flere skader og råd forskellige steder på ejendommen.

Boligen blev sidst handlet i 2004 for ca. 950.000 kr.

Se tvangsauktionen her.

2. Bøgevangen 2 - 3120 Dronningmølle

Det næstmest klikkede emne er også et sommerhus i Nordsjælland, i dette tilfælde i Dronningmølle, hvor ejendommen har været gennem første auktion med 675.000 kr. som højeste bud.

En ny auktion er programsat til den 3. juli.

Ejendommen fra 1959 byder blandt andet på 85 kvadratmeter bolig med fire værelser, et toilet og et badeværelse.

Der hører garage og udhus til, og der er desuden anlagt to flisebelagte terrasser en stor have med store træer.

Boligen blev handlet for 815.000 kr. i år 2000 og blev forsøgt solgt for tre mio. kr. i 2006, men uden held.

Se tvangsauktionen her.

1. Oxford Allé 21 - 2300 København S

Det klart mest besøgte emne er en villa på Amager, der breder sig ud over 145 kvadratmeter og med en kælder på 81 kvadratmeter.

Ejendommen, der er i to plan, ligger på en villavej bag Sundbyvester Plads og har allerede været på auktion én gang, hvor det højeste bud lød på 2.350.000 kr., hvilket er 900.000 kr. under den offentlige vurdering.

Der afholdes en ny auktion den 11. juli.

Se tvangsauktionen her.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik