Dine Penge

Weber misbrugt i fupkonkurrence

Orville Media udnytter - igen, igen - et kendt firma i et forsøg på at lokke kunder i butikken

  • Sådan ser fupkonkurrencen fra Orville ud (Screendump)
Sådan ser fupkonkurrencen fra Orville ud (Screendump)

'Test sommerens hotteste grill og behold den', lyder det lovende tilbud i en ny kampagne på nettet.

Kampagnen er det seneste skud på stammen over fupkonkurrencer fra firmaet Orville Media, der tidligere har udnyttet kendte firmaer for at lokke folk ind i deres abonnementskaruseller.

Se også: Kendte firmaer misbruges i vildledende netkonkurrencer

Misbruger billedmateriale
Det var Weber selv, der opdagede kampagnen for en uges tid siden, da flere utilfredse kunder havde deltaget i konkurrencen - uden at få en gratis Weber-grill som lovet.

- De bruger ikke vores logo, men vores billedmateriale uden at få lov. På den måde har de formået at forvirre og irritere rigtig mange af vores kunder, og ikke mindst har de fået dem til at tro, at Weber står bag kampagnen, forklarer PR-manager i Weber-Stephen Nordic Anne Jungersen Thomsen til Ekstra Bladet.

Weber kontaktede derfor Orville Media og har nu fået en del af kampagnen stoppet. Men efterfølgende er der dukket flere lignende konkurrencer op i Sverige, og henvendelser fra Weber-kunder fortsætter med at tikke ind.

- Nogle har lugtet lunten og vil bare lige tjekke, andre er sure og forstår ikke, hvorfor deres testgrill aldrig dukker op. Og andre kan ikke forstå, at Weber vil have noget med sådan noget at gøre. Eksmpelvis bliver de bedt om at være medlem af et website i en måned, før de kan blive testperson - blandt andet et website om utroskab, fortsætter PR-manageren.

Se også: Fupkonkurrencer på nettet politianmeldes

Snedige abonnementskarruseller
Ekstra Bladet har tidligere fortalt om, hvordan Orville Media har misbrugt kendte firmaer til at lokke folk ind i netkonkurrencer, hvor præmien aldrig dukker op. Eksempelvis har både Rema 1000, Volvo og Apple været brugt som lokkemiddel, og brugerne bliver snydt til at betale et kontant beløb.

Derudover lokkes de ind i en abonnementskarrussel, hvor de efterfølgende bliver tilbudt dette og hint af forskelllige firmaer og organisationer. De siger nemlig samtidig ja til at blive kontaktet af omkring 50 forskellige virksomheder - alt fra TDC til Falck, Bonnier Publications, Aller Media og velgørende organisationer som Greenpeace, Scleroseforeningen og Mellemfolkeligt Samvirke. Det er tidligere kommet frem, at virksomhederne betalte i omegnen af 25 kroner per kontaktoplysning, som Orville Media kan levere.

- Ser man på betingelserne for sådan en konkurrence, skal man naturligvis igennem et hav af spørgsmål, der intet har med det kendte firma at gøre. Det er kun et spørgsmål om, hvor meget spam de kan komme til at sende i hovedet på deltageren. Konkurrencebetingelserne er tragikomisk læsning, har sikkerhedsekspert fra CSIS Jonas Mønsted tidligere udtalt til Ekstra Bladet.

En del af de velgørende foreninger, der tidligere har brugt Orville Media til at få nye medlemmer, tager også afstand fra firmaet og har opsagt samarbejdet, efter de blev opmærksomme på firmaets metoder.

- Mellemfolkeligt Samvirkes telemarketingbureau har stoppet ethvert samarbejde med fupfirmaet Orville Media, efter vi i efteråret blev gjort opmærksom på Orville Medias stærkt kritisable fupkonkurrencer. Etik og troværdighed er helt afgørende for, hvilke samarbejdspartnere Mellemfolkeligt Samvirke vælger, skriver Camilla Laudrup fra Mellemfolkeligt Samvirke i en mail til Ekstra Bladet.

Se også: Nettet bugner af fupkonkurrencer

Advokat på sagen
Trods den tidligere medieomtale fortsætter Orville Media tilsyneladende deres mistænkelige virksomhed.

- Der bliver ved med at dukke kampagner, mails og lignende op, hvor Weber bliver nævnt. Seneste henvendelser er fra en kunde, der med rette skælder ud, fordi han efter to ugers ventetid stadig ikke har fået sin testgrill. Og en anden modtog så sent som i går en mail, hvor hun stadig får at vide, at hun kan teste Webergrill – selv om linket sender hende ind på en side, hvor der altså er andre grillmærker, uddyber Anne Jungersen Thomsen og tilføjer, at Weber nu har sat en advokat på sagen.

Vi ville naturligvis gerne have spurgt Orville Media, hvorfor de bliver ved med at føre kampagner, hvor de udnytter andre virksomheder i et forsøg på at lokke folk ind i deres abonnementskarussel. Men Orville Media er ikke vendt tilbage på vores telefoniske henvendelse.

Undgå at falde for en fupkonkurrence

Forbrugerstyrelsen får hver måned mellem 300 og 500 henvendelser fra folk, der klager over en fupkonkurrence. Her er nogle gode signaler, du skal være opmærksom på, før du deltager i en konkurrence på nettet:

1. Er der betingelser for at deltage i konkurrencen?

Der kan fx stå i betingelserne, at du binder dig til et abonnement, hvis du ikke straks opsiger det. Eller at du skal modtage reklamemateriale eller telefonopkald fra et eller flere firmaer for at kunne deltage. Gør op med dig selv, om du ønsker det.

2. Skal du betale for forsendelsen af præmien eller den ”gratis” gave for at kunne deltage?

Vær altid forsigtig med at afgive dine betalingskortoplysninger og andre personlige oplysninger, hvis du ikke ved, hvad de skal bruges til.

3. Hvem står bag konkurrencen?

Det kan se ud som om, at det er et kendt firma, der udlodder præmierne og de gratis gaver. Men du kan blive snydt. På DK Hostmaster kan du se, hvem der faktisk står bag hjemmesiden. Det gør du ved at søge på domænenavnet (URL’en) i et felt på DK Hostmasters hjemmeside.

4. Er der felter, der er krydset af på forhånd?

Vær opmærksom på, om der er felter, som er krydset af på forhånd. Det kan være, at du på den måde automatisk siger ja til at modtage reklamemateriale. Eller til at firmaet må videregive dine personlige oplysninger, så dets samarbejdspartnere og sponsorer kan sende reklamemateriale til dig.

Kilde: Forbrug.dk

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen