Tv-leverandøren Viasat, der blandt andet leverer tv-kanalerne TV3, TV3+ og TV3
Puls, bliver nu meldt til politiet af Konkurrencerådet.
Det skyldes, at selskabet har overtrådt et tidligere påbud om at ændre i selskabets vilkår, når man sælger adgang til selskabets tv-ydelser.
Se også: Læs også: Viasat køber Premier League-rettighederne
Overtrædelse af konkurrenceloven
Ifølge Konkurrencerådet er der tale om en alvorlig overtrædelse af
konkurrenceloven. Derfor melder man nu Viasat til Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk Kriminalitet, også kaldet Bagmandspolitiet.
Viasat har ifølge rådet indført konkurrencebegrænsende vilkår i nogle af de aftaler, som man indgår med antenneforeninger.
Det betyder, at foreningerne skal betale for Viasats standardpakke til alle husstande, der modtager kommercielle kanaler - uanset om de ønsker Viasats kanaler eller ej.
Rådet påbød i september 2009 Viasat at ændre selskabets vilkår for tv-distribution. Rådets påbud er siden blevet støttet i både Konkurrenceankenævnet og i Sø- og Handelsretten.
- Vi kan konstatere, at Viasat med sin nye distributionsaftale har overtrådt Konkurrencerådets påbud, selv om afgørelsen er blevet stadfæstet flere gange, siger Kim Sparlund, vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
