En invitation til at tilføje 'Min kalender', et tilsyneladende harmløst
Facebook-spil eller en måske en uskyldig venneanmodning, som viser sig at
være falsk.
Altsammen måder hvorpå hackere kan snige sig ind i din computer. Flere danskere melder om virusangreb efter berøring med falske Facebook-sider, og det får nu det uafhængige varslingscenter for IT-sikkerhed DK-Cert til at udstede en advarsel.
Virusangreb femdoblet
- Vi får flere og flere henvendelser fra borgere vedrørende
Facebook-relateret svindel. Mit indtryk er helt klart, at Facebook phishing
er et fænomen, der bliver mere og mere almindeligt i Danmark, siger
sikkerhedsekspert Shehzad Ahmad, som er chef for DK-CERT.
Svindlen består i at lokke Facebook-brugeren til at klikke på et falsk link, som resulterer i at virus eller spyware installeres på computeren. Alt, hvad man derefter foretager sig online, kan derefter registreres hos hackeren.
Hos det europæiske antivirusfirmaet MYSecurityCenter er antallet af henvendelser om denne type svindel femdoblet på et år. Fra 60 henvendelser i august måned sidste år til 300 henvendelser i løbet af august måned i år. Og blot i løbet af årets første måned er flere tusinde danskere blevet snydt på Facebook
- De kunder, der allerede har vores antivirusprogram installeret, henvender sig typisk fordi deres Facebook side er blevet blokeret af programmet og det kan de ikke helt forstå. Det viser sig så ofte, at de har klikket sig ind på en falsk Facebook-side, altså en kopi af Facebook, forklarer Janus Rægaard Nielsen fra MYSecurityCenter.
Fik trukket 5000 kr.
For eksempel har antivirusfirmaet set eksempler på falske profiler, som har
ført virus med sig. Det kan også være, at man er blevet tagget i et nyt
foto, inviteret til en ny begivenhed eller har deltaget i nogle af de gratis
spil på Facebook, som gør computeren sårbar over for virus.
Overordnet set, er der god grund til at være påpasselig, råder Janus Rægaard Nielsen.
- De fleste har været udsat for 'harmløse' ting så som at deres kontakter har modtaget spam-emails sendt fra deres Facebook konto. Men vi har også set alvorligere eksempler på kunder, der har fået trukket beløb fra 50 kr. til 5000 kr. på deres bankkonto. Pengene er blevet tilbagebetalt af banken, men det ændrer altså ikke på, at det er en meget ubehagelig oplevelse, tilføjer han.
Professionelle svindlere
Derudover risikerer man, at hackerne får adgang til private beskeder,
adresser, personlige billeder samt ting, man har solgt på via nettet.
Shehzad Ahmad mener, at svindlerne er blevet dygtigere til at kamouflere
sig.
- Desværre er der flere, end man skulle tro, som hopper på den limpind, da de her emails er blevet mere professionelle og skrevet på et perfekt dansk.
Vi ville gerne have haft en kommentar fra Facebooks sikkerhedsansvarlige, men det har ikke været muligt at få kontakt.
Det er i øvrigt ikke så længe side, at Facebook selv meldte om et stort problem med falske profiler. Ifølge Facebooks egen vurdering er tallet omkring 83 millioner. Læs CNN-artikel fra august måned i år.
Har du oplevet, at din computer er blevet hacket på grund af Facebook-relateret svindel, så send os en email til 1224@eb.d eller en sms til 1224. Det koster almindelig sms-takst.
