Gå til artikel om 1 sek Gå til artikel
Gå til artikel
Elektronik

Forhandlinger gået i hårdknude: 220.000 husstande mister kanaler i dag

Tusindvis af seere mister kanaler som Discovery Channel, Kanal 4 og Kanal 5

222.000 husstande mister en række kanaler i dag - om lidt mister op til 80.000 flere deres signal - dem med analog hos Yousee. (Reportage: Heine Jørgensen/Signe Breitenstein)
1/3
Næste »

Mindst 220.000 husstande får sort skærm på alle Discovery-kanalerne i dag, efter at det ikke er lykkedes Canal Digital at få lukket aftalen med Discovery om rettigheden til at vise deres tv-kanaler.

Det meddeler Canal Digital selv i en meddelelse på deres hjemmeside.

- Vi beklager stærkt, at det ikke lykkedes os at få lukket aftalen med Discovery om rettigheden til at vise deres tv-kanaler. Derfor er signalet til Discovery-kanalerne blevet lukket den 1. februar kl. 00.01. Der kan gå op til 4 timer før der er sort skærm på alle de berørte Discovery-kanaler i hele Norden, skriver de.

Katja Middelboe Andersen, kommunikationsdirektør hos Canal Digital, fortæller til Ekstra Bladet, at det er Canal Digital og Viasats kunder, der bliver ramt. Derudover kan der også være nogle antenneforeninger, der får deres signal via satellit, der er ramt. Der har dog været en tekst hen over kanalerne siden i torsdags, hvis man er ramt.

Kunderne kan ikke se frem til nedslag i prisen, selvom de nu ikke får det, som de har betalt for. Men de får dog en lille kompensation.

Får ikke prisnedslag
- Vores lokalpakkekunder får adgang til de kanaler, vi har i vores større pakke, Familypakken, som er vores midterste pakke. Og de kunder, der har den i forvejen, får adgang til See More-kanaler, som er en række filmkanaler. Og vores kunder med helt store pakker får adgang til ti film på vores streaming-tjeneste, som har de nyeste film, siger hun og fortsætter:

- Vi ved selvfølgelig godt, at det er et lille plaster på såret, men det er det, vi kan gøre lige nu. Og så arbejder vi stenhårdt på at få en ny aftale i hus så hurtigt som overhovedet muligt.

- Hvorfor får kunderne ikke prisnedslag?

- Foreløbig har vi vurderet, at folk gerne vil have et bredt udbud af tv-kanaler. Det er derfor, de køber en tv-pakke. Vores tilgang har været at sikre dem noget andet indhold og prøve at vise dem nogle kanaler, som man så kan se på i mellemtiden.

- Så selvom det her fortsætter, så er der ingen prisnedslag i sigte?

- Vi håber jo, at det her er overstået inden for en forholdsvis kort periode. Det er i hvert fald vores tilgang til det. Vi vil jo gerne have kanalerne tilbage, og vi forhandler jo alt, hvad vi kan. Men vi er nødt til at kæmpe for vores kunders skyld, for det er faktisk ret drastiske prisstigninger, Discovery forlanger, siger hun.

Flere hundrede millioner skiller parterne
Det er en tvist om prisstigninger i kølvandet på, at Discovery blandt andet har købt nogle meget dyre sportsrettigheder, der nu gør, at seerne i hele Norden må undvære Discovery Networks kanalerne. Det gælder blandt andet rettigheder til den norske fodboldliga og OL-rettigheder, ifølge kommunikationsdirektøren.

I en pressemeddelelse fortæller Jarl Söderman, adm. direktør, Canal Digital Danmark, at det er flere hundrede millioner, der skiller parterne.

- Vi har strakt os meget langt i vores tilbud, specielt for de lokalt producerede tv-kanaler, som betyder mest for vores kunder. Discovery har imidlertid fremsat helt urimelige krav om prisstigninger på flere hundrede millioner kroner for det nordiske marked for blandt andet at dække deres dyre køb af forskellige sportsrettigheder det sidste år, langt ud over det vi mener, kanalerne samlet set er værd for vores kunder, siger Jarl Söderman, adm. direktør, Canal Digital Danmark, i en pressemeddelse.

Forhandlingerne har stået på de seneste par måneder, og ifølge Katja Middelboe Andersen har Canal Digital bedt om at få forlænget aftalen, så de kunne forhandle og stadig vise kanalerne.

- Det afviser Discovery. Men vi ved, at de har brugt det her før. Vi ved, at de også har haft lukket for signalerne både hos Telia og Boxer i Sverige, hvor der gik cirka en uge, før der kom signal igen. Men vi arbejder rigtig hårdt, og jeg håber, at det er løst inden da, siger hun.

Disse kanaler rammes

Kanal 4

Kanal 5

6’eren

Canal 9

Discovery Channel

Discovery HD Showcase

Animal Planet

Discovery World

Discovery Science

TLC

ID Investigation

Eurosport 1

Eurosport Danmark.

Følg Ekstra Bladet Elektronik og spil

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Elektronik og spil
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen