Persondata politik

Gadgets

Sådan får du Netflix på dit Apple TV

Hverken Apple eller Netflix synes, du skal gøre det - men her er opskriften på at se tusindvis af film og tv-serier billigt på dit fjernsyn. Pris: 80 kroner om måneden

  • Danskere har normalt ikke adgang til lige så mange film - og lige så hurtigt - som amerikanere. Men der er smutveje til både iTunes og filmtjenester som Netflix.
Danskere har normalt ikke adgang til lige så mange film - og lige så hurtigt - som amerikanere. Men der er smutveje til både iTunes og filmtjenester som Netflix.
1 af 1
 

LÆS OGSÅ ANDRE GUIDES: Elektronista (2011), Politiken (2009), T3 (2008) og Macsiden.dk (2008)

Vi har ventet i årevis på at få samme adgang som amerikanske forbrugere til film og tv-serier på Apple TV og iTunes, uden at der er sket noget som helst. Og intet tyder på, at der sker voldsomt meget endnu.

Forklaringen er helt enkelt, at dem, der i dag lever godt af at vise film i danske biografer eller sælge dig en DVD, sidder tungt på forhandlingerne. Hvis der lukkes op for tjenesterne som i USA, mister de deres marked. Derfor er der sat kunstige mure op, så man kan tage mere for varerne i Danmark, end man får for dem i fx USA.

SE OGSÅ: Debat om omgåelse af geoblogging i DR-programmet 'So ein ding...'

Udover at være udelukket fra at se en masse film- og tv-indhold, så sparer du op til 25 procent ved at købe via en amerikansk konto - selv når udgiften til at købe et lidt dyrere iTunes-gavekort er regnet med.

VILD DEBAT: Må man lyve sig til produkter på nettet?

Men du kan allerede i dag få adgang til at se Netflix på dit fjernsyn eller downloade film og tv-serier fra den amerikanske del af iTunes. Pris: 80 kroner om måneden - så hold tungen lige i munden, for her er opskriften. Læs også afsnittet til sidst i artiklen om det lovlige i metoderne...

1. Få dig et amerikansk alias
Du skal have en - på papiret - amerikansk identitet/adresse. Den henter du gratis på hjemmesiden her, hvor du også kan vælge, hvilket køn du skal have og hvilken aldersgruppe. Gå efter en adresse i USA, hvor de lokale skatter er lavest. Det kan have en betydning, når du køber/lejer film og tv-serier på iTunes.

Du får muligvis brug for at finde ekstra informationer om det postnummer, der er på din 'nye adresse'. Hvis du får problemer med postnummeret, så brug denne her tjeneste til at finde de rigtige postnummer data.

2. Gør din computer amerikansk
Når du bruger filmtjenester som Netflix, har du brug for, at din computer 'opfører sig' som om, den var i USA. Ellers kan du ikke få lov til at bruge denne tjeneste i Danmark.

Den bedste og billigste tjeneste til at gøre din computer amerikansk hedder UnblockUs. Ideen er, at du køber adgang til at 'sende din datatrafik' igennem tjenestens netværk, der så får fx Netflix til at tro, at du faktisk er i USA. Det koster 4,99 dollars pr. måned - og du kan prøve systemet gratis i syv dage.

Når du har tegnet et abonnement, er du nødt til at lave nogle små ændringer i opsætning af fx den computer, du bruger til Netflix. Eller dit Apple TV. Der findes en rigtig god guide på firmaets webside, som du skal følge nøjagtigt for at få gavn af UnblockUs.

Bemærk: Du har IKKE brug for UnblockUs, hvis du alene ønsker at få adgang til den amerikanske del af iTunes.

3. Sådan får du adgang i iTunes
Du skal have en amerikansk konto hos iTunes - og til det skal du naturligvis bruge din nye amerikanske identitet (læs højere oppe i artiklen, hvis du allerede har glemt det).

Men du får også brug for et amerikansk iTunes-kort. Det kan du sikkert - og faktisk billigere end prisen for at købe film i den danske iTunes-butik - købe via Facebook-tjenesten her. Du skal lukkes ind i gruppen, men det er normalt intet problem. Og manden - Michael R. Sayre - der står bag 'Your One-Stop Shop for iTunes' kører en 100 procent seriøs forretning, hvor du automatisk får gavekortkoden tilsendt pr. mail i samme øjeblik, du har lavet et køb.

Gruppen har p.t. næsten 3000 medlemmer - og adskillige er danskere. Forvent dog ikke, at der hele tiden er gavekort på lager. Men brug trygt denne butik.

Først når du har købt et iTunes-gavekort (koster helt ned til 15 dollars), kan du oprette dig med en amerikansk konto hos iTunes. Under feltet om kreditkort svarer du intet og trykker i stedet din iTunes-gavekort-kode ind. Du skulle nu være kørende og kan købe/leje for de beløb, du sætter ind med gavekort.

Bemærk: Apple er langsomt begyndt at sælge film (uden undertekster) i den danske version af iTunes. Men filmene er dyrere - og indholder markant ringere i omfang og kvalitet - end i den amerikanske udgave af butikken.

4. Sådan får du adgang til Netflix
Filmtjenesten Netflix er meget populær i USA (læs mere i faktaboksen højere oppe på denne side). Og overraskende nok, så kan du faktisk bruge dit danske kreditkort til at betale de 7,99 dollars + skat om måneden, som adgangen til adskillige tusinde nye film og tv-serier koster.

Som nævnt skal din computer være 'amerikansk' fx. via tjenesten UnblockUs, som jeg beskrev før. Og du kan (gen)bruge din nye amerikanske identitet til at oprette en konto hos Netflix - og altså bruge dit danske kreditkort til at betale.

Læseradvarsel: En af vores læsere har oplevet at få spærret sit kreditkort, fordi transaktioner fra Netflix tidligere har været ramt af svindel...og det har angiveligt fået NETS (tidligere PBS) til at være særligt opmærksomme på transaktioner til dette site. Men spærringen sker, fordi banken er bange for, at du bliver udsat for hacking af dine kontooplsyninger - ikke fordi du bruger tjenesten.

En anden læser fortæller: 'Jeg er to gange blevet lukket af Netflix, efter de har fundet ud af, at jeg ikke var US borger. Dette ud fra mit visakort. Nu betaler jeg bare via paypal.. ;-) så virker det igen.'

Husk: Du kun kan bruge Netflix, hvis apparatet - du vil se via - er koblet op, så Netflix tror, du er i USA (brug UnblockUs). Ellers vil der komme en fejlmeddelelse.

5. Er det lovligt?
Hvis du spørger Apple eller Netflix vil de helst sikkert sige nej. Og hvis de opdager, at du faktisk ikke er amerikaner, har de i værste fald mulighed for at udelukke dig eller helt slette din konto. Hvis du har købt mange film og tv-serier fra iTunes, er konsekvensen af en udelukkelse i værste fald, at du mister muligheden for at se de ting, du har købt. Så er du advaret!

MEN - jeg har endnu ikke hørt om danske tilfælde, hvor det er sket. Og set fra et dansk perspektiv så gør du heller ikke noget ulovligt. Du betaler for tjenesten som alle andre - og bedrager dermed hverken Apple eller Netflix økonomisk.

Advokat Peter Lind Nielsen har tidligere udtalt til Politiken.dk, at efter dansk ret er der intet ulovligt i at bruge de amerikanske tjenester, som det er beskrevet her. Heller ikke, når man oplyser et alias - det svarer helt til, at du kalder dig 'Jens Hansen' på Gmail og siger, at du er 23 på din datingprofil - selv om du er 60. Så længe du altså betaler og ikke bruger dine alternative navne og oplysninger til at snyde andre økonomisk.

Derimod er det klart ulovligt - også i Danmark - at dele film eller hente film fra nettet, som private har 'rippet' og nu lægger ud, så andre gratis kan se filmene.

Der har dog endnu endnu ikke været en retssag omkring omgåelse af geoblocking i Danmark - heller ikke omkring danskernes alternative brug af amerikanske iTunes og Netflix i Danmark.

Hvis du har erfaringer med at bruge Apples iTunes eller Netflix, så skriv en kommentar herunder eller send mig en mail. Kom også gerne med alternative forslag til at købe amerikanske iTunes gavekort eller alternativer til tjenester som UnblockUs.

Bag om Netflix

Netflix er den største og mest populære tjeneste i USA til at se film og tv-serier. Ideen er, at alt indholdet ligger på en amerikansk server - og du så streamer indholdet til din computer, dit Apple TV eller din iPhone/iPad/Android-telefon-tablet.

Du skal være på et hurtigt WiFi-punkt i Danmark for at bruge tjenesten. Og du skal have indstillet dine apparater til at 'lade som om', at de er i USA. Ellers fungerer tjenesten ikke.

For 7,99 dollars + skat om måneden kan du se alle de film og tv-serier, du orker.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik