For få dage siden var Nokia på vej ud af TDC's butikker - med
bulder og brag.
TDC var ifølge en intern mail stiktosset over, at Nokia ikke betalte nok til markedsføring af firmaets telefoner. Derfor skulle det være helt slut med at sælge Nokia-produkter, fremgik det af den interne besked.
Men efter at have sovet på tingene, har TDC nu lavet en fornyet aftale med Nokia:
- Vi ser frem til at introducere Nokia Lumia 920 samtidig med resten af markedet, oplyser Kim Hyrzkov, der er direktør for TDC Butik, mandag eftermiddag til ekstrabladet.dk.
Med andre ord er der dømt borgfred i striden, der ellers ville have udelukket TDC's kunder fra at købe den kommende topmodel Lumia 920.
Kim Hyrzkov tilføjer meget diplomatisk, at 'TDC og Nokia har ført en konstruktiv og positiv dialog, der bærer præg af et langt og solidt samarbejde, som også vil fortsætte fremadrettet.'
Så er den ged vist barberet!
