Mobil

Lumigon T2 HD – vikingerne kommer

EKSKLUSIV TEST: Med en forsinkelse på fire år er den danske smartphone-producent Lumigon, endelig klar med deres første smartphone til det danske marked, og ventetiden har været det hele værd

  • (PR-foto)
(PR-foto)
1/3
Næste »

Lumigon T2 HD har 4.3-tommer skærm med HD-opløsning, og et vanvittigt godt design, som med glas og stål er et tydeligt bevis på danske designtraditioner. Når T2 HD kommer ud i verden kan enhver se, at denne har vikingerne fra nord lavet.

Skrøbelig, tænker du? Nej. Lumigon tror så meget på en holdbar skærm, at hvis den går i stykker inden for de første 12 måneder, får du en ny, uden beregning.

På papiret er mobilen under-specificeret da processorkraften ikke er på samme niveau, som det vi finder i markedets Android-topprodukter, men det betyder intet.

I dagligt brug smyger menuer, brugerflade og apps sig smidigt som en kat om benet. Jeg har på intet tidspunkt tænkt over, at der faktisk kun sidder en dual-core CPU i mobilen.

Menuopbygningen følger dens ydre design, og de sort-hvide ikoner i bunden af skærmen understreger tydeligt det eksklusive præg, der klart er over telefonen.

På nettet indlæses websites lynhurtigt, og det er intet problem at navigere rundt på EB.dk, selvom det er en af landets mest grafiktunge sider.

Der er god lyd i stereohøjtalerne, og det medfølgende in-ear headset spiller rimeligt. Heller ikke ved samtaler har vi oplevet fejl i lyden. SMS-delen er også godkendt, og T2 HD kommer med Androids fantastiske danske tastatur.

Kameraet på 13 megapixels tager enestående udendørsfotos, og ved makrobilleder af blomster, står støvdragerne helt tydeligt. I mørke har kameraet desværre mødt sin overmand. Frontkameraet er perfekt til selfies, da mobilen er den eneste vi kender til, som har LED-fotolys på fronten.

Lumigon har flere tiltag, som gør T2 HD unik. ActionKey er en tast, der kan programmeres til funktioner efter brugerens ønske – f.eks. mute mikrofon ved samtale. Den medfølgende ladestation i rustfrit stål åbner op for Behavior Control, så mobilen tilpasser lyd, skærmlys osv. efter omgivelserne.

T2 HD er støvtæt og tåler vandsprøjt efter IP65-certificeringen.

Lumigon T2 HD er et ualmindeligt vellykket bud på en 4G-vikingetelefon, der kan sejle ud og erobre verden. Udgaven med 32 GB hukommelse koster 5.449 kroner uden abonnement.

MereMobil.dk anbefaler varmt T2 HD og giver den fem ud af seks stjerner.





Læs den fulde test på: www.meremobil.dk

Følg Ekstra Bladet Elektronik og spil

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Elektronik og spil
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen