Mobil

Test dig selv: Din mobil gør dig dummere end en guldfisk

11 år af dit liv sker nu foran skærmen på en mobiltelefon - og den gør dig dummere end en guldfisk

  • Var denne mand stofhandler? Ifølge en ny bog sælger techfirmaer som Apple, Facebook og Snapchat vanedannende produkter og services på linje med narko og alkohol. Foto: Paul Sakuma/AP
Var denne mand stofhandler? Ifølge en ny bog sælger techfirmaer som Apple, Facebook og Snapchat vanedannende produkter og services på linje med narko og alkohol. Foto: Paul Sakuma/AP

Stoffer, alkohol og sex.

Sådan kunne listen over ting, der gør flest mennesker afhængige, se ud. Men tiden er løbet fra listen, mener den amerikanske psykolog og forfatter Adam Alter.

I den netop udkomne bog ’Irresistible’ sætter han i stedet teknologisk afhængighed højt på listen:

- Tidligere troede vi, at afhængighed var koblet til kemiske stoffer som heroin, kokain og nikotin, siger han i et interview med New York Times.

- Men i dag har vi også adfærdsmæssig afhængighed af vores mobiltelefoner, fjernsynet eller e-mails.

Ingen iPad hos Steve

Han levede fedt af at producere elektronik til millioner af Apple-kunder.

Men hjemme hos Steve Jobs blev iPads og computere holdt væk fra børnene og kun brugt i meget begrænset omfang. Det afslørede han i 2010 i et interview med journalisten Nick Bilton.

Koster 11 år af dit liv
Data fra tusindvis af smartphonebrugere viser ifølge Adam Alter og andre psykologer, som forsker i området, et klart mønster: vi bruger mere tid end nogensinde på at kigge ind i en skærm.

I gennemsnit sidder vi tre timer om dagen med en smartphone i hånden. Det svarer til 11 år af et liv. Hertil kommer yderligere timer foran computer og fjernsyn. Og forklaringen er ikke alene, at vi er nemme at lokke.

Firmaerne, der producerer vores smarte enheder og programmerne til dem, er nemlig specialister i at lokke os til mere ’skærmtid’.

’Firmaerne gennemfører tusindvis af tests på millioner af brugere for at finde ud af, hvordan man kan få os til at bruge endnu mere tid,’ skriver Adam Alter i sin bog.

’Så hvor Facebook i 2004 var for sjov, er det nu blevet vanedannende.’

- Vi er mere besatte af at få likes på Instagram, end af hvor vi går, eller hvem vi er sammen med, siger forfatter og psykolog Adam Alter om tidens netbrugere. PR-foto - Vi er mere besatte af at få likes på Instagram, end af hvor vi går, eller hvem vi er sammen med, siger forfatter og psykolog Adam Alter om tidens netbrugere. PR-foto  

Slået af en guldfisk
For nogle mennesker er afhængigheden så alvorlig, at den ødelægger deres liv. Og generelt betyder vores digitale afhængighed, at vi får sværere ved at fokusere.

Forskning viser, at netbrugere, der ofte er på sociale netværker, har så dårlig evne til at fokusere, at de bliver slået af guldfisk.

Det gennemsnitlige menneske havde ifølge en undersøgelse hos Microsoft Canada en koncentrationsevne på 12 sekunder i år 2000. I 2013 var den faldet til otte sekunder, mens en guldfisk kunne fokusere i ni:

- Vi tjekker konstant sociale medier, hvilket afbryder vores arbejde og privatliv, siger Adam Alter i interviewet.

- Vi er mere besatte af at få likes på Instagram, end af hvor vi går, eller hvem vi er sammen med.

Og mange ved godt, at de bruger for lang tid med de elektroniske apparater. Det gælder også forfatteren selv:

- Som mange andre er jeg afhængig af e-mail. Jeg kan ikke holde op med at tjekke mailen. Jeg kan ikke gå i seng, uden at jeg har været igennem min indbakke.

10 råd

Har du også svært ved at styre den tid, du bruger på mobilen og online? Så kan disse 10 råd være et redskab til at få magten tilbage:

1 Erkend at du ikke er alene om problemet - det er OK at tale om sin afhængighed med andre, der også kan være ramt.

2 Ring i stedet for at sende en besked - personlig kontakt skaber mindre afhængighed og en bedre kommunikation.

3 Brug en normal alarm i soveværelset - smid telefonen og anden elektronik ud af rummet.

4 Begræns din tid online og overhold 'aftalen' med dig selv.

5 Tjek mail på faste tidspunkter færre gange om dagen - hvis en besked er vigtig nok, må folk ringe til dig.

6 Hold rigtigt fri om aftenen, i weekenden og under ferie - træk stikket helt ud.

7 Øv dig i at holde fokus - løs en opgave ad gangen.

8 Vær til stede når du er sammen med andre mennesker - de mødes med dig og ikke din telefon.

9 Telefonen skal ikke med ved bordet, hverken morgen, middag eller aften.

10 Brug den lydløse funktion på telefonen - du bliver glad for freden.

Beskyt dine børn
Løsningen er ifølge Adam Alter og flere af de eksperter, han har med i bogen, at begynde med børnene. Børn er nemlig særligt påvirkelige over for digital afhængighed, hvis de ikke bliver beskyttet:

- Jeg prøver selv at undgå at bruge min telefon, når jeg er sammen med min 11 måneder gamle søn.

- Min søn er faktisk det bedste middel til at lade telefonen ligge, siger Adam Alter.

Test dig selv

Det amerikanske center for internet afhængighed har lavet nedenstående test. Besvar de 5 spørgsmål der er en forkortet form af testen - og få svar på, hvor afhængig du er.

Spørgsmål 1: Hvor ofte bliver du længere online, end du havde planlagt?

Spørgsmål 2: Hvor ofte klager andre i dit liv over dit tidsforbrug online?

Spørgsmål 3: Hvor ofre tjekker du e-mails før alle andre opgaver?

Spørgsmål 4: Hvor ofte mister du nattesøvn på grund af sen online-tid?

Spørgsmål 5: Hvor ofte siger du 'lige et par minutter mere', når du er online?

Du har disse svarmuligheder, som giver følgende point:

Sker aldrig/er ikke aktuelt for mig = 0 point
Sker sjældent = 1 point
Sker med større mellemrum = 2 point
Sker med mindre mellemrum = 3 point
Sker ofte = 4 point
Sket altid = 5 point

Sådan tolker du resultatet

Har du fået mindre end 7 point: Du har ingen tegn på internet afhængighed

Har du 8-12 point: Du har en mild afhængighed

Har du 13-20 point: Du har en moderat afhængighed

Har du 21-25 point: Du har en svær afhængighed

Læs også

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet Elektronik og spil

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Elektronik og spil