Et af verdens første interaktive telefonspil, som slog igennem i TV2's
fredagsunderholdningsprogram Eleva2ren fra 1989 og frem og senere i 40 andre
lande, relanceres i dag i 'Hugo Retro Mania'.
I spillet skal du hjælpe Hugo med at klare sig i minen, hvor han skal samle guld, diamanter og rubiner. Samtidig skal Hugo kæmpe mod den onde heks Afskylia, den farlige krokodille Don Croco og masser af klamme edderkopper, mens han undgår dynamitstænger, vildfarne minevogne og pludselige stenskred. Det gælder om at komme så langt frem i minen som muligt.
LÆS OGSÅ: Spilglæde så det batter, mand!
Eneste forandring, fra dengang og nu, er, at det ikke længere er den stationære telefons tryktaster, du benytter, men i stedet den berøringsfølsomme skærm.
Meget mere Hugo
Og står til de nuværende Hugo-ejere, legetøjsproducenten KREA, kommer du
fremover til at se meget mere til den lille trold.
- Det er første gang siden vores opkøb af Hugo, at vi laver et projekt, som er skræddersyet til Hugo - og ikke mindst Hugos globale kendskabgrad. Det er overraskende for de fleste at høre, at Hugo har en høj kendskabsgrad i Sydamerika, Tyskland, Spanien, Frankrig, Rusland og Tyrkiet.
LÆS OGSÅ: PlayStation Vita til Danmark før jul
- Vi er dog ikke naive og er opmærksomme på, at konkurrencen er hårdere end nogensinde før, så vores forventninger er i virkeligheden at spillet 'Hugo Retro Mania' er det første af mange spændende skridt hen imod at genskabe Hugo som globalt brand, udtaler KREA Medies administrerende direktør, Henrik Kølle.
'Hugo Retro Mania' er netop udkommet til Apple iOS, Android, PSP Minis og pc. Spillet koster 6 kroner.
