Persondata politik

Vanvittige spil fra Japan

Fra bodybuildere i speedos til lumre stævnemøder og forvoksede regnorme. Only in Japan

  • (Foto: Eurogamer.dk)
(Foto: Eurogamer.dk)
1 af 1
 

Hvad er det med de japanere? Bizarre tv-programmer, overproportionerede tegneseriefigurer og mystiske gadgets, ingen rigtig ved hvad skal bruges til. Det er svært ikke at tænke sit, når man støder på deres til tider meget specielle kultur.

Vanvittigt eller ej, så er de en herlig del af mediebilledet, og vi ville nødigt være foruden. Altid garant for et godt grin, men også som inspirator for, hvad vi kan vente os i fremtiden. Japan er nemlig i mange henseender på forkant med morgendagens teknologi og trends, så hvem ved, om vi opfører os ligeså gakket om 5-10 år?

På computerspilfronten har de leveret, og fortsætter med at levere, nogle af de mest mystiske oplevelser, hvor man som spiller diskret må ryste på hovedet og tænke, hvad fanden foregår der her? Hvordan skal man forholde sig til sådan galimatias? Mener de det seriøst, eller hvad?

Eurogamer har kigget nærmere på nogle af de mere specielle softwareudgivelser fra Solens Rige.

Muscle March (Nintendo Wii, 2009)
Hvem andre end japanerne kan udtænke et spil, hvor fem bodybuilder-typer, samt en panda, desperat jagter en amerikansk fodboldspiller, der har stjålet deres proteinpulver?

Det ekstremt bizarre spil Muscle March er udviklet af renommerede Namco Bandai Games til Nintendos Wii-konsol. Som beskrevet ovenfor går det i al sin enkelthed ud på at fange proteinpulvertyven, der er stukket af sted med dit dyrebare produkt. Du må derfor jagte tyven gennem Tokyos gader i skarp konkurrence med andre bodybuildere, der prøver at komme dig i forkøbet.

I sit forsøg på at slippe af med dig og de øvrige forfølgere tonser proteinpulvertyven hovedkuls ind i betonvægge og andre solide objekter, for det kan man nemlig som bodybuilder, og efterlader herved en klart defineret positur i væggen. Det er herefter spilleren og de øvrige bodybuilderes opgave at imitere den positur, tyven efterlod, hvis ikke de bogstaveligt talt skal løbe panden mod muren.

Denne mekanik er herligt gengivet ved hjælp af Wii-konsollens bevægelsesfølsomme kontrol. Med Wii-remote og Nunchuck-forlænger udgørende henholdsvis venstre og højre arm må man ud i selv at fremvise bi- og triceps, hvis man skal gøre sig forhåbninger om succes.

Vanvittigt underligt, men alligevel ganske underholdende. Muscle March er selvsagt bedst, når spilles i speedos og flere samlet. Og, ja, så tror jeg bare vi lader videoen nedenfor tale sit eget klare sprog. Nice muscle!

Se video af Muscle March

Super Robot Taisen OG Saga: Endless Frontier (Nintendo DS, 2008)
Titlen på dette DS-spil er omtrent så japansk, som det kan blive. Og spillet lever absolut op til fordommene.

Vi snakker et japansk RPG, der er så sprængfyldt med kåde replikker, store robotter, hoppende bryster og forsvindende beklædningsgenstande, at det er direkte pinligt at blive set med i bussen.

Til gengæld er det faktisk også et rigtig godt spil, som med glimt i øjet både er et kærlighedsbrev til genren, men også en pastiche. Alting er lidt FOR overdrevet, og det går efterhånden op for en, at man sidder med RPG-genrens svar på anime-parodiserien Excel Saga.

Du spiller den ufatteligt overlegne og lettere perverse Haken Browning, der med sine tre kvindelige ledsagere Kaguya, Aschen og Suzuka. Undervejs møder du også Reiji og Xiaomu fra Namco x Capcom og fan-favoritten KOS-MOS fra Xenosaga, og så går den vilde skattejagt ellers gennem en af de mest outrerede historier, vi har set i et videospil. Dialogen er sprængfyldt med lumre jokes, jalousidramaer og uforståeligheder, men det giver spillet en hel del attitude og charme.

I kamp har hver af figurerne en frygtelig masse våben med fine navne som "Longtomb Special" og "Hollywood", og de kan tilkalde forskellige mech-kamprobotter, som kan uddele imponerende mængder tæv. Det er også muligt at lave overdrive-angreb, og under disse har de kvindelige hovedpersoners tøj med at skvatte af, så deres vanvittigt proportionerede kropsdele kan danse deres helt egen form for ballet. Super Robot Taisen OG Saga: Endless Frontier er barnligt, overdrevet, lummert og actionfyldt, men det er og bliver et af mine favoritspil.

Video med de to spil

Noby Noby Boy (PlayStation 3, 2009)
Fra Katamari Damacy-skaber Keita Takahashi kommer denne mystiske titel, der vist bedst kan beskrives som en form for forvokset regnormssimulator.

Forestil dig et sandkasse spil, hvor du, en baby-regnorm, har til opgave at spise dig så tilpas stor, at du til sidst kan svæve ud i rummet? Mærkeligt! Ikke desto mindre, er det præcis, hvad Noby Noby Boy er. I ro og mag tøffer man rundt og konsumerer en cykel her, et får der, og når man har en tilpas størrelse bliver det altså muligt at slynge krabatet ud i rummet.

Bare rolig, den audiovisuelle fremtoning er holdt karikeret, så det er mindre ulækkert end det lyder, eller hvad? Der er nu alligevel noget forstyrrende over den måde, ormen indtager objekterne på, hvorefter man kan se det bevæge sig ned igennem systemet. Ja, nogle gange kommer det sågar ud igen i den anden ende, og det er måske lidt klamt. I øvrigt gør det så ormen mindre, og rummet syntes igen langt væk. Øv!

Det er svært at sige præcis hvad det er med japanerne, der gør dem i stand til at udtænke spilkoncepter som dette, men mon ikke det er noget med en særlig stærk sake kombineret med eksotiske svampe?

Se video med Noby Noby Boy

Catherine (PlayStation 3/Xbox 360, 2011)
Denne skønne omgang vanvid er udviklet af Atlus' meget talentfulde Persona-team, og der er tale om en psykologisk horror-adventure-puzzle-platformer. Hvis du ikke lige kender genren, så er det nok fordi den består primært af Catherine, og... ja, ikke rigtig andre spil, vi kan komme på.

Du er Vincent Brooks, en slatten,ranglet fyr først i trediverne, som dater den smukke, men noget konservative Katherine. Men da kæresten begynder at tale om at blive gift, får du mareridt. I dit forsøg på at undgå at binde dig, møder du den smukke blondine Catherine, som du indleder en affære med. Herefter bliver spillet til en bizar hybrid, hvor du i dagtimerne skal holde styr på dine venskaber, dit forhold til Katherine og dine hemmelige udskejelser med Catherine. Om natten skal du kæmpe dig gennem dine mareridt, hvor du skal bevæge sig op ad gigantiske trapper, lavet ud af blokke, somskal skubbes rundt på hjernevridende måder for at du kan komme videre. Dør du i drømmen, så dør du også i spillets virkelighed. Hver gang, du når til et nyt plateau, mødes du af en flok mystiske personer med fårehoveder, som kan vej- og vildlede dig, da de tydeligvis er lige så forvirrede som dig.

Jeg ved ikke, hvad der er med Japan og totalt håbløse mandlige protagonister. Lige så snart spillet bare har den mindste snert af romantik involveret, så er din hovedperson som regel verdens absolut mest inkompetente taber. Catherine er ingen undtagelse. Det holder dog i spillets kontekst, for pointen er tydeligvis, at alle forhold er en kamp mod tid, logik og følelser, og det havde ikke kunnet lade sig gøre med en stærkere hovedfigur. Så vi tilgiver jer, Atlus. Og vi takker for alle de totalt vanvittige indfald, som spillet indeholder.

Se Catherine på video

Feel the Magic XY/XX (Nintendo DS, 2004)
Det er ingen hemmelighed, at japanerne er glade for dating-simulatorer, hvor målet selvsagt er at imponerende din digitale udkårne. De fås i mange varianter, nogle mere sobre end andre, og en af de mest besynderlige finder vi på Nintendos DS-konsol.

I Feel the Magic XY/XX skal du over gentagne stævnemøder sørge for, at din date føler sig tilpas. Det vil sige, at når eksempelvis en horde af skorpioner har fundet vej til hendes sommerkjole, gælder det selvfølgelig om at komme til undsætning, det er klart. Tilsvarende... det er nok de færreste, der finder det komfortabelt at kysse med en guldfisk i munden, så når en sådan forvilder sig vej derind, er det selvfølgelig om diskret at få den listet ud igen.

Formår man at imponere i tilstrækkelig grad, får man adgang til de mere intime spil... og, nej, her tænker vi ikke på fuldbyrdet korpuleren, men om pseudo-romantiske mini-spil, hvor det eksempelvis gælder om at vaske snavset af din udkårne eller bare holde i hånd. Ganske uskyldigt!

Får de to turtelduer hinanden til sidst? Det må du selv spille dig frem til. Alternativt kan det anbefales at tage et kig forbi den officielle trailer, der er et kulturstudium i sig selv.

Se video med datingsimulatoren her

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik