Persondata politik

Hvem laver den bedste sniger?

Dishonored vs. Assassins Creed 3: De er begge gode spil, men hvilket er bedst til stealth?

  • Hvem sniger bedst? (Foto: Eurogamer.dk)
Hvem sniger bedst? (Foto: Eurogamer.dk)
1 af 1

Seneste i Forbrug

Hent flere
 

Det løber én koldt ned ad ryggen, mens man ser vagten dreje hovedet. Han er bevidst om, at noget uldent er under opsejling, og du er bevidst om, at får han blot en anelse om dig ud af den ene øjenkrog, går alle alarmer i gang og dine chancer for at overleve vil blive reduceret til et absolut minimum.

Det er scener som denne, der har grundlagt stealthgenren helt siden 90'erne. Thief-serien etablerede for alvor snigerspillene i den almene bevidsthed, og med de grønne øjne i Splinter Cell blev genren hvermandseje.

Men nu, hvor spil som Splinter Cell og Deus Ex så småt glider ud af folks bevidsthed med nogle halvskuffende udgivelser, er der skabt nok tomrum til at lade nye ansigter træde ind. Her i efteråret har de bedste bud på et godt stealthspil været Dishonored og Assassins Creed 3, der med hver sit udgangspunkt og hver sin historik forsøger at medrive med sine snigmord.

Se film og billeder fra begge spil her

Assassin's Creed 3 er det store blockbusterspil. Det har været ventet med længsel siden Ezios rejse i Firenze med Assassin's Creed 2, og der er ingen tvivl om, at det bliver et af julesæsonens største spil på højde med Call of Duty: Black Ops 2 og Halo 4. Herudover er det en serie, der netop blev grundlagt på at spille rollen som en snigmorder, der skulle nedlægge sine mål fuldstændig ubemærket.

På den anden side er Dishonored den nye dreng i klassen. Det ligner rigtig mange forskellige spil, vi har set før, men som helhed er det ikke en oplevelse, vi på nogen måde har stiftet bekendtskab med før. Det har ikke trukket mange overskrifter, i det hele taget haft en underdrejet marketingskampagne forud for sin lancering, og spørgsmålet er om det bliver en fast bestanddel af folks bevidsthed?

Assassin's Creed 3 – Anmeldelse

De to spils tilgang til stealth er vidt forskellig.

Assassins Creed 3 er skabt som en Hollywood-oplevelse, og som de nu engang er bedst, handler det om stram styring, koreografi og om ikke at levne plads til overraskelser, der kan forpurre skabernes forestillinger. Lad os tage mordet i den allerførste scene i London-teatret. Det er funklende flot med sine røde teaterstole og sine brændende lys, og du er aldrig i tvivl om, hvad udviklerne har tænkt sig. Der er kun én vej til dit mål, og den kan ikke undgå at involvere klatring. Der er spænding, mens du springer over scenens rekvisitter og klatrer henover scenen foran et tryllebundet publikum, og så snart du er bag din fjendes ryg, er der kun én vej. Faktisk skal klimakset være så veltilrettelagt, at du end ikke selv skal udføre mordet. Du ser et videoklip, hvor kniven borer sig ind i dit måls ryg. Du levnes dog muligheden for at rydde op og flygte, for hvor meget Hollywood kan man smække over det at gå ned ad en gang og ud gennem en dør?

Dishonored: Anmeldelse

Du har følt dig underholdt og oplevet spænding, men du føler samtidig, at du er blevet holdt i hånden på stærkt pædagogisk vis. Længere hen i spillet udvikler det sig til regulær straf, hvis du vælger at træde uden for de faste og forudbestemte ruter. Igen er drejebogen stram. Du kan gemme dig i højt græs, der danner en påfaldende S-formet rute helt hen til en vogn med hø, som du kan gemme dig i. Så snart vagterne kigger væk, kan du hoppe videre til en ny græsmark, der på atter påfaldende vis fører dig direkte til dit mål. Du får en følelse af, at du har snydt 20 vagter og klaret din opgave, men fornemmelsen er flad.

Se også: Beep 2012: Stem om årets bedste spil

Og hvad sker der, hvis du viger uden om området, enten tilsigtet eller utilsigtet? Der sker det, at du med ét får straffen. Én vagt tiltrækker alle de øvrige vagter, og hvad der før var stille og roligt snigearbejde, bliver til et blodbad. Nok er du så stærk og adræt, at det intet problem bliver at nedkæmpe, men alle muligheder for at snige dig er udelukket med mindre du genstarter missionen. Fjenderne forbliver i så stort alarmberedskab, at de hele tiden eftersøger området og angriber dig.

Dishonored udvides med arenaer

Omvendt kan man mærke, at Dishonored-skaberne fra Arkane har haft næsten uendelig frihed til at skabe deres stealthspil. Spillet har nogle mål, der skal opfyldes, og nogle rammer, som spilleren skal begå sig i, men det er på ingen måde så stramt og planlagt som Assassins Creed 3. Pisken og guleroden er også gemt væk. Men bedst af alt, så indrammer Dishonored gennem sit gameplay det i bund og grund absurde paradoks i stealthspillene: du skal være blottet for magtanvendelse, men i virkeligheden har du uindskrænket magt over dine omgivelser. Du sidder på toppen af søjlerne og agerer dukkefører over marionetterne. Du har lært vagternes ruter og ved, hvornår du med det samme kan teleportere dig ubemærket forbi deres åsyn. I modsætning til Assassin's Creed 3 er der flere ruter, og ruterne er aldrig så naive og forudbestemte som hos konkurrenten. Du kan blande hop og teleportering på må og få og selv sammenstrikke din rute.

Der er større frihed, og desto større bliver tilfredsheden, når det lykkes på netop din måde. En stor, ekstra ingrediens er også, det ikke får altødelæggende konsekvenser at træde ved siden af. Nok kan vagterne bemærke dig, men du har mulighed for at slippe væk og skabe en tilbagevending til status quo, hvor du kan begynde en snigertur på ny. Det er ikke sådan, at det hidkalder 20 vagter at blive set af en vagt. Det bedste ved Dishonored er, at du end ikke er tvunget til at bruge dine superevner for at klare opgaven. Du vælger selv, hvor meget selvhjælp du vil have. Du kan kravle igennem hele spillet med dine hastige bevægelser, men du kan også være fuldstændig menneskelig og kun gå igennem de blinde synsvinkler og aflede med knuste flasker og høje lyde. Alt kan lykkes.

Fremtidens store computerspil

Årets vinder i stealthgenren kan ikke kåres, for endnu mangler vi at se, hvad det nye Hitman kan præstere i forhold til sine forgængere og i forhold til årets hidtidige spil. Men indtil videre er dommen klar: på stealthelementerne overhaler Dishonored Assassins Creed 3 med flere længder. Nok er Assassin's Creed 3 en større samlet pakke med sine mange muligheder og sine store fortællinger, men i takt med sin udvikling har spillet glemt, at det begyndte som et spil om snigmordere og snigmord. På det punkt er spillet alt for stramt og straffer for hårdt, måske utilsigtet, når man træder ved siden af. I modsætning hertil er Dishonored som taget ud af de første Splinter Cell- og Thief-spil. Dets største styrke er friheden. Man kan anvende lige så meget vold, så mange superkræfter eller så minimal magtanvendelse som muligt: spillet reagerer ikke med straf eller tilskyndelse, men lader dig løse opgaverne i dit tempo og på din måde.

Det kendetegner et rigtigt stealthspil og gør Dishonored til en genrevinder.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Peder Nederland Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik