Mens vi venter på Hitmanden

I anledning af Hitman: Absolution ser vi tilbage på et andet spil fra danske IO Interactive: Freedom Fighters.

1 af 1

EKSTRA forbrug

Hent flere
 

Det gjorde mange danskere varme om hjertet, da vi i 00'erne havde en plads i toppen af det internationale spilhierarki. IO Interactive kickstartede en ny bølge med Hitman-serien, og selvom kvaliteten af deres spil er faldet en del af på den med Mini Ninjas og Kane & Lynch 2, så var det københavnske spilfirma i meget høj kurs med især ét spil: Freedom Fighters.

På sin vis var det blot en udgivelse, der lænede sig op ad en af tidens trends anno 2003. Du spillede kun rollen som én enkelt hovedperson, men havde til gengæld talrige virtuelle kammerater ved din side til at løse konkrete opgaver. Det var akkurat det samme som Brothers in Arms, SWAT, Republic Commando, Half-Life 2 og Medal of Honor hev med ind i action- og FPS-genrerne.

Læs også: Hitman har været væk for længe

Samtidig var det et spil, der blev sendt ud på en uriaspost af Electronic Arts. Spillet udviklede sig aldrig til en serie, men dannede udelukkende grobund for en halvlunkne, åndelige fortsættelser med Kane & Lynch og endnu værre; Kane & Lynch 2. Men tag hørebøfferne på og lyt til tonerne af spillet lige her. Jesper Kyd kan nu engang sit lydkram.

Udgangspunktet for Freedom Fighters var en alternativ verdenshistorie, der gudskelov aldrig fik lov til at finde sted. I New York bor blikkenslageren Christopher Stone, der møder sin skæbne som leder af en stor modstandsbevægelse mod Sovjetunionens pludselige invasion af USA. Det er et tema, som der er blevet tærsket rigelig langhalm på igennem tiden, bl.a. med Modern Warfare 3 og Homefront, hvor sidstnævnte dog gjorde Nordkorea til fjenden.

Se også: Spil Hitman: Blood Money gratis i browseren

Christopher Stone er den klassiske, amerikanske helt. Hans underarm er lige så stor som overarmen, og alene med sin svensknøgle kan han befri bygninger og derigennem det ganske, amerikanske land. Hans modstandere er den russiske propaganda, der beskriver ham som et løst missil og en krigsgal sindssyg, og en ondsindet, russisk general, der kæmper for at optrevle sammensværgelsen og fange Stone. Der er røde farver og russisk kormusik, så det nærmest er Command & Conquer: Red Alert med en faktor 10.

I Freedom Fighters foregik kampene aldrig alene, men sammen med et hold af ligesindede. Styrken i dette holdsystem var hvor enkelt, det var bygget op. Når du ødelagde russisk isenkram og befriede amerikanere, fik du mere karisma, som kunne veksles til flere holdkammerater. Rekrutteringen foregik ved at du spurgte folk på gaden, om de kunne svinge en AK-47 uden at skyde hverken sig selv eller allierede. De svarede som regel ja, og derefter adlød de dine mindste vink.

Læs også: En Hitmans død

Ordrerne var også ganske simple. Enten skulle de angribe russiske poster, eller også skulle de forsvare dem, de lige havde indtaget. Deres kunstige intelligens var på niveau med datidens bananfluer, men de var rimelig forudsigelige i deres gerninger og gjorde i det mindste ikke noget komplet modsat af det, du bad dem om. Man undrede sig dog over, at de aldrig gik i dækning og undveg unødigt megen skade.

I praksis blev resultatet tit, at du samlede 12 mennesker sammen og sendte dem ud i kamp som menneskelige skjolde. Imens kunne du som superhelten fare op gennem flankerne, kaste om dig med granater og erobre de russiske poster uden en eneste skramme. Nok havde du mistet 2/3 af dine venner, men du stod i al din pragt og kunne hejse det amerikanske flag og erklære området dit. Og hvis du var heldig, havde du nok førstehjælpskasser til i det mindste at redde nogle af vennerne tilbage til livet.

Læs også: Stor belønning til Xbox-veteraner

Missionerne i Freedom Fighters føltes også meget oprigtige, og ud over selve hovedmissionen var der tit nogle ekstra opgaver at løse. De havde en vis indvirkning på hinanden, så hvis du eksempelvis ødelagde en helikopter ét sted på kortet, ville den ikke udgøre en trussel, når du sidenhen skulle angribe en togstation i samme nabolag. For et spil, der udkom i 2003, var det langt fremme i sin måde at gøre oplevelsen nærværende og personlig for dig.

Et andet unikt punkt for Freedom Fighters var spillets tunnelsyste. Med tiden er vi blevet vant til, at et spil automatisk gemmer for hvert femte skridt, men det var bevidst gjort til et større projekt i Freedom Fighters. Du skulle først finde underjordiske tunneler for at gemme. Til gengæld udgjorde den underjordiske verden en større infrastruktur, hvor du også kunne få ny ammunition og se, hvilke opgaver, der lå foran dig. Tempoet var meget afslappet og Jesper Kyds musik passede fint til de klaustrofobiske tunneler.

Læs også: Kæmpe udsalg af Namco-spil til iPhone

På et tidspunkt bliver modstandsbevægelsens helle gennembrudt af de sovjetiske tropper, der får nys om modstandsbevægelsens infrastruktur fra en stikker. Tunnelerne bliver løbet over ende med russisk kanonføde, og frem for at være et spil, der gik systematisk fremad med den ene bane efter den anden, føltes Freedom Fighters på det punkt som en oprigtig frihedskamp om at befri Amerika fra De Røde. Man følte, at man var et lille tandhjul i en større, landsomspændende opgave. Kun Half-Life 2 har præsteret noget tilsvarende.

Hør også: Gaming podcast. For gamle, for stive

Underholdningsværdien i Freedom Fighters gør det ekstra sørgeligt at opleve, hvordan IO Interactive udskiftede det farverige og lækre univers med det nærmest utilgivelige Kane & Lynch. De højere luftlag mente formentlig, at man skulle satse på et hårdere miljø for at tiltrække helt voksne gamere. At resultatet blev to gutter, der mest af alt lignede udbrændte geografilærere, virkede ikke efter hensigten. Freedom Fighters' holdmekanik døde endegyldigt med Kane & Lynch 2: Dog Days, hvor det i stedet handlede om blod og.. blod.

Hvordan er dine minder om Freedom Fighters fra 2003?

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik